Danmarks hurtigste rutsjebane gik i stå: Gæster sad fast i 32 meters højde
Stop viser, at sikkerheden fungerer lige præcis, som den skal, lyder det fra direktør.
Piraten i Djurs Sommerland skal være Danmarks største og hurtigste forlystelse, men lørdag aften stod rutsjebanen pludselig helt stille.
Piraten gik i stå kort før lukketid lørdag aften, og flere gæster måtte tilbringe op mod en halv time godt 32 meter over jorden.
Læs også:
En defekt ventil forårsagede stoppet, oplyser direktøren for Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen.
- Piraten overvåges af et sikkerhedssystem. Der sidder sensorer hele vejen rundt om rutsjebanen, og hvis en af de sensorer registrerer et problem, stopper Piraten automatisk, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Evakueret to og to
Direktøren understreger, at der ikke er tale om en fejl på rutsjebanen.
- Den stopper lige præcis, som den skal, og det viser, at sikkerheden fungerer lige præcis, som den skal, siger Henrik B. Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Gæsterne blev evakueret, og ingen kom noget til. Mens nogle gæster kom ret hurtigt ud af forlystelsen, måtte andre vente i op til en halv time. Det skyldes, at gæsterne blev evakueret fra forlystelsen to og to.
- Gæsterne tog det fint, og vi træner vores personale i at håndtere den slags processer. Det er ganske udramatisk, når vi tager gæster ud. Ved siden af selve liften er der en trappe, som gæsterne går nedad, lyder det fra Henrik B. Nielsen.
Ude af drift
Piraten var søndag kortvarigt ude af drift, men er nu atter oppe at køre.