Efter sag om kviklån: Nu har Anette fået nye tænder
Efter sagen om Syddjurs Kommune, der opfordrede til kviklån til en tandlægeregning, har kontanthjælpsmodtager Anette Christensen nu fået nye tænder.
- Der var tårer i mine øjne, da jeg så dem. Jeg kunne næsten ikke kende mig selv.
Sådan lyder det fra Anette Christensen fra Rønde. For ganske nylig fik hun nemlig helt nye tænder. Og de har været længe undervejs.
På grund af blandt andet paradentose havde Anette Christensen nemlig så dårlige tænder, at tandlægen måtte fjerne alle på nær fire. Men kampen for et nyt gebis viste sig sværere end først antaget.
For tandlægeregningen på godt 31.000 kroner kunne hun ikke betale, eftersom hun er på kontanthjælp. Derfor foreskriver loven om aktiv socialpolitik, at kommunen kan dække 65 procent af regningen. De sidste 35 procent - godt 10.500 kroner - skulle hun selv betale.
I den forbindelse blev Anette Christensen af sin sagsbehandler opfordret til at tage et kviklån. Et lån, der med variable renter betød, at hun kunne ende med at betale op mod 87 procent tilbage i årlige omkostninger.
Og netop af den årsag tog hun ikke kviklånet, for hun kendte godt farerne ved det. Og selv hendes egen bank ville ikke hjælpe hende.
- Der har jeg gæld i forvejen, så nej. Jeg har ikke nogen mulighed for at skaffe dem nogen steder.
Men ud af de sidste 35 procent af tandlægeregningen, som Anette Christensen i første omgang selv skulle betale, valgte Syddjurs Kommune efterfølgende at låne hende størstedelen mod tilbagebetaling.
Den ordning er nu trådt i kraft, og Anette Christensen er blevet et helt nyt tandsæt rigere.
- Den anden dag besøgte jeg en af mine tidligere kolleger, og pludselig sagde hun: 'Jamen Anette, du smiler jo!', siger Anette Christensen.
Kommune afviser kritik af kviklån - men bruger selv begrebet 'kviklån'
Efter TV2 ØSTJYLLAND fortalte historien om Anette Christensen, der blev opfordret til et kviklån, skrev Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse, at de ikke anbefaler deres borgere kviklån. De kaldte det derimod for en låneberegning.
Efterfølgende har TV2 ØSTJYLLAND fået aktindsigt i en række dokumenter og korrespondancer i Syddjurs Kommune. Blandt andet en e-mail fra kommunen til Ankestyrelsen, hvor de spørger om hjælp til at få præciseret reglerne.
Og i netop den mail omtaler Syddjurs Kommune opfordringen som et 'kviklån'.
De skriver blandt andet:
'Kan vi henvise borger til at optage et kviklån til dækningen af udgiften, hvis der findes en långiver, der vil bevilge borger et kviklån.'
Formand om opfordring: Det er helt efter bogen
Det var helt efter bogen, at en sagsbehandler opfordrede en borger til at optage et kviklån for at få råd til et nyt sæt tænder.
Sådan lød det tidligere fra Gunnar Sørensen, formand for udvalget for erhverv og beskæftigelse (V) i Syddjurs Kommune, efter TV2 ØSTJYLLAND fortalte om 62-årige Anette Christensen, der blev rådet til at låne 15.000 kroner med så dårlige lånebetingelser, at hun kunne ende med at betale op mod det dobbelte tilbage over et år.
- Vi har vejledt borgeren, som vi skal. Og borgeren kan så træffe den afgørelse, man så vil efterfølgende, lød det fra formanden.
Gunnar Sørensen fortalte dog, at han ikke selv kunne finde på at tage et lån med så høje renter som det, Anette Christensen blev opfordret til.