Flere i fare under vild biljagt: Politiet efterlyser de involverede
Politiet mangler fortsat at komme i kontakt med fører af skraldebil og en ældre kvindelig fodgænger, som var del af en biljagt på Djursland torsdag.
Torsdag eftermiddag jagtede patruljevogne fra Østjyllands Politi en personbil på Djursland. Føreren - en 25-årig mand - var mistænkt for narkokørsel, men ønskede ikke at stoppe. Under biljagten skabte bilistens kørsel fare for flere medtrafikanter.
Dem ønsker politiet at komme i kontakt med.
- Vi har været i kontakt med flere af dem, vi torsdag efterlyste i forbindelse med eftersættelsen, men vi mangler stadig at høre fra en fører af en skraldebil og en ældre kvindelig fodgænger, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Janni Lundager, til TV2 ØSTJYLLAND.
Biljagten startede på Ebeltoftvej ved Mørke og endte i et villakvarter i Rønde.
Var ved at køre ind i skraldebil
Undervejs kørte bilen fra Ceresvej ud på Hovedgaden i sidstnævnte, hvor føreren kørte frem for ubetinget vigepligt og foretog et højresving.
I samme øjeblik kom en grøn skraldebil kørende, og føreren af skraldebilen bremsede hårdt op og undgik med nød og næppe at påkøre bilen.
- Føreren af skraldebilen vil vi meget gerne snakke med, siger Janni Lundager.
Føreren havde forinden påkørt en sort Ford Focus Stationcar. Bilisten i Ford'en har politiet fået kontakt til.
Men her stoppede den unge førers hasarderede kørsel ikke.
Kørte op på fortovet
Han fortsatte ad Hovedgaden og ville dreje til venstre lige før Danmission Genbrug, men ramte ved siden af og kørte i stedet ind i en mur.
Her var lokalbetjenten i Rønde ved at få bragt bilisten til standsning. Dog uden held. For den unge mand satte bilen i gear og fortsatte, ifølge vidner på stedet, imod færdselsretningen og op på fortovet.
Læs også:
Her var manden eftersigende ved at påkøre flere personer, herunder to ældre kvinder.
- Den ene kvinde har vi været i kontakt med, og hun skulle have grebet fast i den anden, som derfor undgik at blive påkørt. Hende vil vi gerne tale med, siger Janni Lundager og fortsætter:
- Der skulle være tale om en kvinde med mørkt hår og briller. Kvinden, der greb fat i hende, mener at vide, hun bor alene i byen.
Føreren kræves fængslet
Kort efter turen på fortovet lykkedes det politiet at stoppe flugtbilisten.
Han er en 25-årig mand fra lokalområdet, og med i bilen var en 22-årig mandlig passager.
Det ventes, at føreren bliver fremstillet i grundlovsforhør fredag. Han er blandt andet sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 252, der kan give op til otte års fængsel.
- Manden er sigtet for på hensynsløs måde at volde andre fare for deres liv eller førlighed, forklarer Janni Lundager.
Den 25-årige mand, der var fører af bilen, vil i dag kl. 11.00 blive fremstillet i grundlovforhør i Retten i Randers. Han sigtes blandt andet for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed og for flere overtrædelser af færdselsloven #politidk #anklager https://t.co/OZ0Ay0NdDZ
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) January 3, 2020
Derudover bliver den 25-årige sigtet for flere overtrædelser af færdselsloven.
Biljagten startede kl. 12.37, og cirka en halv time senere blev både føreren og passageren anholdt.
Den 22-årig passager er efterfølgende blevet løsladt igen.