Fyrskib kommer alligevel ikke til Aarhus - storfisker har købt det

Fyrskibet Skagens Rev i Ebeltoft bliver alligevel ikke en fremtidig attraktion i Aarhus Havn. En storfisker fra Skagen har nemlig købt det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I sidste uge kunne foreningen Living Boats Aarhus fortælle, at de var interesserede i at købe det gamle fyrskib Skagens Rev fra 1911. 

Fregatten Jylland ville som ejer af det gamle skib nemlig sælge det, og Aarhus-foreningen kunne som få det for en krone, lød det fra Fregatten Jyllands bestyrelsesformand, Tommy Bøgehøj. 

Planen var, at det gamle skib skulle istandsættes for op mod 10 millioner kroner og derefter være med til at gøre havnen i Aarhus lidt mere spændende.

Sådan skulle det dog ikke gå, for nu er skibet blevet solgt til anden side. Det er kommet frem i dag, og køberen er ikke hvem som helst. 

Det gamle og medtagede træ-fyrskib ligger i øjeblikket i Ebeltoft Havn.

Der er nemlig tale om skagbo og storfisker Henning Kjeldsen, og selv om det ærgrer formand for Living Boats Aarhus Jørn Grønkjær, at foreningen ikke får skibet, forstår han Henning Kjeldsen.

- Det giver mening, og havde jeg været skagbo, og det har jeg i øvrigt været, så havde jeg kæmpet for den nøjagtig samme sag for at skibet skulle tilbage til Skagen, siger Jørn Grønkjær i dag.

Lettelse i Ebeltoft

Hos museet Fregatten Jylland, hvor det gamle fyrskib har ligget i mere end 30 år, vækker det glæde, at skibet nu er solgt.

- Det er helt fantastisk, for det siger jo sig selv, at for hver dag der går, bliver skibet mere og mere misligholdt, siger Karin Buhl Slæggerup, museumsdirektør ved Fregatten Jylland.

Hun er lettet over, at skibet nu har fundet en ny ejer.

- Jeg er dybt taknemlig over, at Henning Kjeldsen har påtaget sig den opgave at restaurere skibet, og jeg vil glæde mig til at se skibet, når det forhåbentlig ligger i Skagen.

Fyrskibet Skagens Rev har ikke forladt Ebeltoft Havn i cirka 30 år.

Selv om han er ærgerlig over, at skibet ikke kommer til Aarhus, sender Jørn Grønkjær også gode ønsker med, når fyrskibet sandsynligvis skal hjem til Skagen. 

- Jeg ønsker Skagen Rev Fyrskib nummer 21 en rigtig god og tryg rejse, lyder det fra Jørn Grønkjær.

TV2 ØSTJYLLAND har uden held i dag forsøgt at få en kommentar fra Henning Kjeldsen til hans planer for skibet. 

Også indvendigt trænger fyrskibet til en kærlig hånd.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her