Kommune rådede borgere til forkert type lån: Nu ændrer de praksis
Syddjurs Kommunes har i mindst otte tilfælde rådgivet borgere til at optage lån med variabel rente. Det var forkert, og nu skifter kommunen praksis.
Når kommuner råder borgerne til at optage lån, så skal borgeren være sikker på, at de bliver opfordret til at vælge den rigtige løsning.
Ankestyrelsen har slået fast, at dette ikke var tilfældet, da man i Syddjurs Kommune rådede borgerne til at optage lån med variable renter.
Den rådgivning holder ifølge Ankestyrelsen ikke, fordi man ved denne type lån ikke kan være sikker på, hvornår lånet er betalt af.
- Når Ankestyrelsen nu siger, at vi skal anbefale lån med fast rente, så klapper vi selvfølgelig hælene sammen og retter ind, siger borgmester i Syddjurs Kommune, Ole Bollesen (S).
Opfordrede kontanthjælpsmodtager til kviklån
Sagen udspringer af en historie TV2 ØSTJYLLAND bragte i september 2019, hvor en kontanthjælpsmodtager, Anette Christensen, var blevet opfordret af kommunen til at tage et kviklån, så hun kunne betale en tandlægeregning.
- Det gjorde så ondt, og gummerne var smækfyldt med betændelse, sagde Anette Christensen fra Rønde dengang til TV2 ØSTJYLLAND.
Loven foreskriver, at kommunen kan dække 65 procent af regningen. Den sidste del - godt 10.500 kroner - skulle hun selv betale, men det kunne hun ikke. Kommunens sagsbehandler opfordrede hende derfor til at optage et kviklån.
- Jeg tænkte bare, at det gør man ikke. Jeg er selv modstander af det og har frarådet begge mine drenge at gøre det. Så bliver man opfordret af kommunen til at gøre det, og så tænker man, hvad er det her for noget sagde Anette Christensen.
Syddjurs Kommune har siden stået ved den praksis, men efter Ankestyrelsens afgørelse har kommunen gennemgået cirka 1.600 sager, hvor man i otte tilfælde altså har opfordret borgerne til at bruge låntypen.
Byrådsmedlem: - Hvem er det egentlig, man prøver at hjælpe?
Borgmester Ole Bollesen mener dog ikke selv, at det nødvendigvis var en dårlig rådgivning, som kommunen stod for, da de anbefalede lån med variable renter.
- Hvis du spørger mig, hvad jeg ville anbefale mine gode venner til, så ville jeg aldrig sige, at de skal tage et lån med fast rente, fordi det er betydeligt dyrere. Der kan være særlige tilfælde, men jeg mener, at man burde vurdere det individuelt, siger han.
Sådan ser man dog ikke på sagen i Enhedslisten. Ifølge dem sætter Ankestyrelsens afgørelse en tyk streg under, at kommunen har vejledt borgerne forkert fra starten.
- Det virker som om, at man som kommune forsøger at spare penge på kort sigt, med sådan nogle lån til borgere med meget få penge, siger medlem af byrådet i Syddjurs Kommune, Jesper Yde Knudsen (EL), til TV2 ØSTJYLLAND.
- Men på lang sigt ender de med store problemer, fordi de kan ikke betale dem af. Hvem er det egentlig, at man prøver at hjælpe, spørger Jesper Yde Knudsen.
I forbindelse med at TV2 ØSTJYLLAND fortalte Anette Christensens historie, valgte Syddjurs Kommune alligevel at låne Anette Christensen pengene.
- Jeg fik tårer i øjnene faktisk. Jeg er ikke vant til at se nogen tænder derinde, og lige pludselig så sidder de der igen, siger hun.