Kritik af kattehjem: Ingen ved, hvordan pengene bruges
Tøstrup Kattehjem og Dyreværn vil ikke offentliggøre budget, selv om det flere gange har påstået at være i akut pengenød. Det skuffer støtter
Tøstrup Kattehjem og Dyreværn i Nimtofte har haft mange støtter, men troværdigheden har efterhånden fået et hak. Så stort et hak, at det har mistet 90.000 kroner om måneden på faste donationer.
I de seneste par måneder har der været voldsom debat om kattehjemmet. Det beskyldes nemlig for manglende åbenhed omkring dets økonomi.
En af dem, der har stillet kritiske spørgsmål ved den måde, som organisation drives på, er Hanne fra Frederiksberg.
For nogle måneder siden læste hun på nettet, at kattehjemmet var i akutte økonomiske problemer og i fare for at lukke.
Det fik hende til at støtte Tøstrup Kattehjem og Dyreværn med et økonomisk bidrag.
En måned senere var kattehjemmet igen i akutte økonomiske problemer, og det undrede hende. Hun tog derfor kontakt til kattehjemmet, da hun havde nogle spørgsmål, hun gerne ville have svar på.
- Jeg begyndte at spørge, om man kunne få lov til at se deres budget. Så fik jeg at vide, at de ikke havde noget. Da jeg begyndte at stille spørgsmål, opdagede jeg meget hurtigt, at det blev taget særdeles ilde op. Det blev ikke set som nysgerrighed, men som det, de kalder for en hetz, siger Hanne til TV 2 ØSTJYLLAND.
Hanne nævnes kun ved fornavn, da det er første gang nogensinde, hun vælger at stå frem med sin kritik offentligt. TV2 ØSTJYLLAND kender efternavnet, men af frygt for trusler ønsker hun ikke at få det offentliggjort.
To modstridende kasketter
Hanne forstår ikke, at kattehjemmet vælger at reagere sådan, da man som støtte gerne vil vide, hvad man giver penge til, og at det for kattehjemmet vil være en god mulighed for at skabe dialog og åbenhed, så man også får lyst til at støtte dem i fremtiden.
Derudover synes Hanne, det er uholdbart at kattehjemmets bestyrelse består af den daglige leder Mariann Betzer-Poulsen og hendes ægtefælle samt to medarbejdere. Kun et medlem i bestyrelsen kommer udefra.
- Vi snakker jo om et nonprofit foretagende. Hvordan kan de så sidde og forhandle med sig selv, når de har begge kasketter på? De er interesserede i at få så meget som mulig i lejeindtægter, og de bør jo også være interesserede i, at det går så godt som muligt for kattehjemmet. Det er en håbløs forhandlingssituation. Det kan ikke lade sig gøre, mener hun.
Hun opfordrer Tøstrup Kattehjem og Dyreværn til mere åbenhed og gennemsigtighed.
- Det er ikke i orden at bede andre mennesker om penge hver måned og true med, at hvis de ikke giver, så skal dyrene aflives. Jeg synes ikke, det er i orden at have udgifter, der er sindssygt meget højere end ens indtægter. Jeg synes ikke, det er i orden, at man har et kattehjem, men ikke har et budget, siger Hanne.
Øverst kan du se Hanne uddybe kritikken. I en anden artikel her på siden svarer Mariann Betzer-Poulsen, leder af kattehjemmet, på kritikken.