Mountainbikere laver offroad-rute oven i rævegrav midt i yngletiden
Naturstyrelsen og Jægerforbundet er frustreret over, at nogle mountainbikere vælger at køre uden om de anlagte ruter.
Det gode vejr lokker rigtig mange østjydere til at tage en tur på mountainbiken i skoven. Desværre er det ikke alle, der holder sig på de afmærkede stier, og i Nationalpark Mols Bjerge går det udover dyrelivet.
Her har mountainbikere anlagt en offroad rute, der er til stor gene for dyrene. Det beretter Naturstyrelsen og Jægerforbundet til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det første problem er, at der ikke er nogen, der har spurgt os om det. Men det, der gør det værre, er, at ruten er anlagt oven i et gravkompleks med ræve- og grævlingegrave, som er midt i yngletiden. Og ikke bare oven i, men sådan at noget af banen kører ned i indgangshullerne, siger skovfoged Steen Bonne Rasmussen fra Naturstyrelsen Kronjylland til TV2 ØSTJYLLAND.
Naturstyrelsen har opsat minestrimmel og lagt grene ud på sporet for at holde cyklisterne væk fra den uofficielle sti, men tidligere har nogen fjernet minestrimlen igen.
Sæson får harekillinger
Hos Jægerforbundet er der ingen tvivl om, at det går ud over dyrene.
- På det her tidspunkt har råen lagt sine lam, og der er harekillinger. Og de tåler ikke, at der på alle tidspunkter af døgnet er forstyrrelser fra cyklister, siger Jens Bjørn Andersen, som er Jægerforbundets repræsentant i Nationalparkbestyrelsen.
Han mener dog, der skal være plads til alle - hvis man viser hensyn til hinanden, naturen og dyrelivet. Det synes han dog ikke, at mountainbikerne, der kører offroad, gør lige nu.
Hos Naturstyrelsen håber de, at folkene bag sporet vil melde sig, så de kan få en dialog om problemet.
Silkeborg har gode erfaringer
Netop dialog har været vejen frem i Silkeborg, der også er et attraktivt mountainbikeområde.
Det fortæller Erik Skovgaard Knudsen fra foreningen for Silkeborg Sti og Sporbyggerlaug til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi er gået til Naturstyrelsen, som er lodsejere i de fleste skove i vores område, og så har vi spurgt, om vi kunne yde en indsats og være med til at planlægge nogle spor, som netop tog hensyn til dyreliv og andre skovbrugere for at imødekomme en efterspørgsel, som tydeligvis er derude, og som godt kan komme i konflikt med naturen og andre brugere, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Han mener ikke, at gode mountainbikespor behøver at være på bekostning af dyreliv og andre naturbrugere.
- Der er hensynet til naturen og dyrelivet, og så er der hensynet til andre brugergrupper. Og det har vi haft en lang dialog om, siger han.
På TV2 Østjylland har vi været i kontakt med flere mountainbikeklubber, der siger, at de tager afstand til sporet i Mols Bjerge og ikke kender til det.