På jagt i naturen: - Det er fedt at se et firben
Et enkelt firben blev det til på en krybdyrjagt søndag
Tre grader, tåge og lidt småregn er ikke det bedste vejr at gå på jagt efter krybdyr i.
Alligevel var en snes mennesker dukket op på Mols, da Naturhistorisk Museum inviterede på en dag med krybdyrjagt.
- Det ville være dumb luck (rent held, red.), hvis vi ser krybdyr i dag, siger Marianne Graversen, der er naturvejleder på Naturhistorisk Museum
Slanger og firben
Familien Skifter Jensen var nogen af dem, der trodsede vejret og gik med.
- Vi skal ud og gå en tur og se slanger og firben, siger Malou Skifter Jensen fra Ugelbølle.
Børn og voksne listede sig afsted for ikke at skræmme de små krybdyr væk.
- Vi har børn, hvor den ene er 11 år gammel. Det bliver hurtigt til computerspil. Der er lidt mere trækplaster i at komme ud og høre en fortælle i stedet for, at vi bare selv går en tur, siger Susanne Skifter fra Ugelbølle.
Krybdyr satser på solen
Og hvis der er noget, som Marianne Graversen kan, så er det at fortælle.
- Krybdyr satser på, at solen og omgivelserne varmer dem op, siger Marianne Graversen.
Men selv om vi netop er gået over til sommertid, og der står forår i kalenderen, så var der ikke meget sol at hente i søndagens vejr.
- Vi går ikke så højt op i, om vi finder dyr eller ej. Det er bare dejligt at gå en tur i naturen. Jeg kan godt lide det med, at naturvejlederen har en masse viden om, hvad der er. Jeg behøver ikke at se det for at få en god oplevelse, siger Henrik Jensen fra Ugelbølle.
Imod alle odds fandt en af deltagerne et firben på turen.
- Det var fedt endelig at se et firben, siger Christian Skifter Jensen.
Øverst kan du se hele indslaget om krybdyrjagten i på Mols.