Optiker advarer om halloween-udklædning - kan give permanente skader på øjnene
Linserne bør slet ikke sælges uden instruktion, lyder advarslen.
Halloween er lige om hjørnet, og igen i år bugner kostumebutikkerne med sjove udklædninger, parykker og hugtænder.
Men i år er også kontaktlinser med farver og mønstre at finde. Og det bekymrer brille- og optikervirksomheden Louis Nielsen:
- Mange steder sælges kontaktlinserne uden nogen form for instruktion. Det er bekymrende, for korrekt brug af kontaktlinser kræver, at en optiker har undersøgt øjnene og sikret sig, at øjnene er friske og egnede til brug af kontaktlinser, siger Pernille Lindhardt Mikkelsen, der er klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.
Ifølge fagspecialisten kræver brug af kontaktlinser instruktion:
- Det sker selvsagt ikke i de tilfælde, hvor man bestiller sine kontaktlinser online og får dem leveret på hjemmeadressen eller køber dem i fysiske butikker uden instruktion, siger Pernille Lindhart Mikkelsen.
Kontaktlinserne findes med forskellige farver, figurer og mønstre.
Kan give øjenskader
Hos Louis Nielsen skal alle brugere af kontaktlinser igennem en obligatorisk instruktion, der blandt andet indebærer, at brugere lærer at placere linserne i øjet og holde god hygiejne.
Og netop hygiejnen er det altafgørende:
- Det er helt afgørende, at man sikrer god hygiejne og den rigtige teknik for at undgå sår, infektioner eller øvrige skader på øjet. I værste fald kan man få permanente øjenskader, siger Pernille Lindhart Mikkelsen.
Chefoptiker Henrik Dalager fra Louis Nielsen Aalborg er meget direkte, når snakken går på de omtalte linser:
- De bør slet ikke sælges uden en grundig instruktion, siger han.
Halloween falder på torsdag 31. oktober.