13 brande på to måneder i samme boligområde
Natten mellem lørdag og søndag var Lupinvej i Silkeborg endnu engang plaget af påsatte containerbrande.
Natten til søndag blev politi og brandvæsen kaldt ud til to forskellige brande i containere på Lupinvej i Silkeborg. Både klokken 23.00 og klokken 00.55 ringede beboere i området til alarmcentralen.
Ved den første brand var det en stor 800 liters container, der var sat ild til, og her måtte brandvæsenet slukke branden.
- Ved branden klokken 00.50 kunne anmelderen af branden selv trække containeren ud og få den væltet, så ilden gik ud, siger politiets vagtchef Anders Olesen.
11 anmeldte containerbrande
Det er langt fra første gang, at området omkring Lupinvej i Silkeborg er plaget af de påsatte containerbrande. Den 6. oktober måtte brandvæsenet rykke ud fem gange, den 7. oktober var de afsted tre gange, og igen den 14. oktober rykkede de ud til en containerbrand.
Her afhørte politiet en person, der dog nægtede at have noget med brandene at gøre, og politiet har da heller ikke sigtet nogen i sagen.
Politiet har heller ikke sigtet nogen for nattens to brande.
- Vi har optaget en brandundersøgelse på begge brande, da der formentlig er sket noget kriminelt, fortæller Anders Olesen.
Ifølge beredskabsdirektør i Midtjysk Brand & Redning, Klaus Hebsgaard, er det 13. gang på to måneder.