Nye isolationsregler vækker glæde: Det gør en stor forskel
Hos Silkeborg Kommune er man glade for, at Sundhedsstyrelsen har ændret på retningslinjerne, så selvisolation nu kan afbrydes tidligere.
Fra i dag behøver du ikke længere være i selvisolation, når du ikke har symptomer på covid-19, og der er gået fire dage fra et positivt PCR-svar.
De nye og lempede anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen får blandt andet betydning for Silkeborg Kommune.
Som så mange andre store arbejdspladser har de indtil nu har måttet sende både coronasmittede uden symptomer og nære kontakter til coronasmittede hjem i længere isolationer, og det har til tider gjort det svært at finde medarbejdere nok i alle kommunens afdelinger. At selvisolationen nu bliver væsentligt begrænset er derfor en god nyhed for kommunaldirektør Lone Lyrskov.
- Jeg synes, det lyder rigtig fornuftigt, og det gør en stor forskel for os. Lige nu har vi medarbejdere, som er hjemme på grund af deres coronasmittede børn, eller fordi de er nære kontakter, og hvis de nu kan komme tilbage på arbejde, så er jeg sikker på at det kommer til at betyde noget, siger hun.
Ifølge de nyeste tal fra Statens Serum Institut er der lige nu 4558 coronasmittede i Silkeborg Kommune per 100.000 indbyggere. Kommunen ligger dermed over landsgennemsnittet, som ligger på 4.178 smittede. Det har kunnet mærkes, forklarer Lone Lyrskov.
- Vi har smittede og selvisolerede i alle vores driftsområder, og jeg håber, at vi med de nye retningslinjer får flere hænder og dermed færre vikarer til at løfte velfærdsopgaverne.
Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Ved betydelige symptomer
- Der anbefales selvisolation fra symptomdebut og PCR-test snarest.
- Ved positivt testsvar fortsættes selvisolation til symptomophør, dog ikke kortere end 4 døgn fra testtidspunkt.
Ved positiv test hos asymptomatiske eller let symptomatiske
- Ved positiv antigen- eller PCR-test anbefales selvisolation i 4 døgn fra testtidspunkt.
- Ved positiv antigentest anbefales PCR-test snarest mulig.
- Udføres PCR som første test, skal der ikke selvisoleres i ventetiden på PCR-svar.
- Hvis der opstår betydende symptomer fortsættes selvisolation til symptomophør, dog ikke kortere end 4 døgn fra testtidspunkt.
Ved husstandskontakt til smittet
- Der anbefales antigentest eller PCR test 3 døgn efter den smittede persons testtidspunkt. Husstandskontakter (nære kontakter) er undtaget selvisolation.
Særlige forholdsregler
- Ved særlige situationer som fx ophold (besøg, arbejde m.v.) med patientkontakt på sygehuse, beboerkontakt på plejehjem, hjemmebesøg hos stærkt immunsvækkede pårørende m.v. anbefales at bære kirurgisk-maske type II i 3 døgn efter ophævelse af selvisolation eller indtil negativt svar på PCR-test efter 3 døgn hos husstandskontakt.
Professor: Lempelserne giver mening
Fra Sundhedsstyrelsen lyder forklaringen på de nye anbefalinger, at der skal være en balance mellem den situation, vi står i, og de anbefalinger, vi har.
- Den seneste tids markante stigning i antallet af smittede har haft store konsekvenser for samfundet. Virkelig mange mennesker har måttet selvisolere sig, og mange arbejdspladser har haft meget svært ved at fungere. Samtidig vurderer vi, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at lempe på vores anbefalinger, fordi vi har så høj immunitet i befolkningen, og fordi vi har beskyttet dem, der er i øget risiko for at blive alvorligt syge, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i en pressemeddelelse.
I pressemeddelelsen lyder det, at de nye anbefalinger vil betyde, at der sker mere smitte.
- Vi skal alle fortsat have stort fokus på de smitteforebyggende råd og fortsætte med at have en helt særlig opmærksomhed på at undgå smitte på plejehjem og sygehuse, siger Helene Probst.
Det giver mening at lempe på anbefalingerne om isolation, sådan som Sundhedsstyrelsen nu gør, vurderer professor i infektionsmedicin Lars Østergaard fra Aarhus Universitet.
- Man må nok forvente, at der kommer nogle flere smittede, når man ændrer isolationsanbefalingerne. Men omvendt har vi en omikronvariant, der gør, at mange bliver smittet, men få bliver alvorligt syge. Var lempelsen kommet i en situation, hvor deltavarianten var dominerende, var sagen en anden, siger han.