Skolelærer i retten: Mistænkt for stort bedrageri
En tidligere skolelærer risikerer en dom for at have snydt sin arbejdsplads for mere end 100.000 kroner.
Mandag er der sidste retsmøde i en noget anderledes bedragerisag fra Silkeborg.
Ved Retten i Viborg er en mand fra Himmerland tiltalt for i 111 tilfælde at have snydt sig til penge, der skulle have været overført til den skole, hvor han arbejdede.
Pengene var betaling for materialer tilhørende skolen og for arbejde udført i forbindelse med undervisning på skolen.
Af anklageskriftet fremgår det, at der er tale om 105 overførsler på MobilePay og seks kontante betalinger. I alt lyder summen på 116.834 kroner.
Pengene blev overført til mandens private MobilePay af både elever og kunder af skolen, som retmæssigt skulle have betalt pengene til mandens arbejdsplads, altså skolen i Silkeborg.
Tirsdag falder hammeren
Ifølge anklageskriftet har bedrageriet fundet sted mellem marts 2015 og frem til januar 2018, og beløbene spænder mellem 50 kroner overført på MobilePay til 6000 kroner betalt kontant til den tiltalte.
Af anklageskriftet fremgår det også, at anklagemyndigheden vil have den tiltalte fængslet. Specialanklager Gorm Søgaard Lund fra Midt- og Vestjyllands Politi ønsker dog ikke at udtale sig om sagen.
TV MIDTVEST har også forsøgt at få en kommentar fra den tiltaltes forsvarsadvokat, men dette har ikke været muligt.
Sidste retsmøde i sagen er som nævnt mandag, mens dommen forventes afsagt tirsdag.