Sodavand i døbefonten og tis på kirkegulvet: - Det er noget svineri

Silkeborg Kirke havde i weekenden ubudne gæster, der ser ud til at have holdt en vild privatfest i kirkens børneområde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Sodavand i døbefonten og tomme vodkaflasker rundt omkring på gulvet. Silkeborg Kirke havde uindbudte gæster i weekenden. Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST
Af Kåre Rolf Hansen
I samarbejde med TV MIDTVEST

Det var ikke noget indbydende syn, der mødte de ansatte ved Silkeborg Kirke, da de lørdag eftermiddag kom ind i kirken. Nogen havde holdt fest i kirkerummet og gerningsmændene havde blandt andet efterladt sodavand i døbefonten og tis på gulvet.

- Det er noget svineri, for at sige det lige ud, siger formand for menighedsrådet ved Silkeborg Kirke, Finn Rindom Madsen.

- Sådan noget gør man bare ikke, tilføjer han.

Ifølge politiet fandt to af menighedsrådets medlemmer flere små tomme vodkaflasker og sodavandsflasker i kirkerummet lørdag aften omkring klokken 20.

Nogen havde desuden forsøgt at bryde kirkens aflåste flygel op, og på flere måder bar kirkerummet præg af, at der var blevet holdt en fest.

- I dåbsværelset er der noget, der der ligner urin udover gulvet, og så er der hældt sodavand i døbefonden, bekræfter politikommissær Lasse Ivanøe fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Ikke første gang

Menighedsrådsformanden er overbevist om, at der er tale om unge mennesker, der er gået over grænsen. Han fortæller, at weekendens episode i kirkerummet kun er den seneste i en række.

- Vi har i et stykke tid oplevet, at der ligger tomme flasker og slikpapir rundt omkring, når vi kommer ind i kirken. Tingene er flyttet rundt og sådan noget. Det har været af mindre karakter end det her.

- Men det her, det er dråben, der får bægeret til at flyde over. Kirken bliver brugt som en slags varmestue for unge mennesker, der holder fest, siger Finn Rindom Madsen.

Derfor besluttede han at melde sagen til politiet, da han havde talt med personalet efter weekendens fund.

- Det er utrygt for kirkens personale, at de ikke ved, hvad de møder ind til, når der ikke har været nogen ansatte i den i et stykke tid, tilføjer han.

Silkeborg Kirke ligger centralt i byen: 

Måske kan overvågning hjælpe

Politiet har indtil videre ikke mange spor at gå efter i sagen.

- Der har været en enkelt henvendelse fra en borger, der har set, hvad der bliver beskrevet som tre unge mennesker med hættetrøjer på, der er set forlade kirken, siger Lasse Ivanøe.

Politiet vil nu undersøge, om der kan være overvågningsbilleder rundt om kirken.

- Den ligger jo i forlængelse af Torvet, så der kan være kameraer, men de har ikke bare lov til at filme hvad som helst, så chancerne er måske ikke så gode, siger politikommissæren.

I menighedsrådet er man nu i færd med at diskutere, om der skal laves noget om i kirken.

- Der er jo en grund til, at kirken står ulåst, selv om der ikke er nogen ansatte i den. Der kommer folk og har en stille stund alene i kirken, siger Finn Rindum Madsen

Han fortæller, at det netop er en del af diskussionen nu, om kirken helt skal aflåses, når der ikke er nogen i den.

- Det kan være alt fra vagter til aflåsning. Men det vil være ret trist at tage den slags midler i brug, siger menighedsrådsformanden.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der kan have set personer i eller på vej ud af kirken i tidsrummet mellem klokken 13 og 17 lørdag eftermiddag.

Eventuelle vidner kan kontakte politiet på telefonnummer 114.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her