Ny undersøgelse: Mindre vold og færre indbrud under corona-nedlukningen
Der blev anmeldt 31 procent færre voldstilfælde end forventet i ugerne fra nedlukningen af landet til første fase af genåbningen.
En ny undersøgelse ser på udviklingen af fem kriminalitetstyper under nedlukningen af Danmark i forbindelse med corona.
Både vold, indbrud og hærværk ligger markant lavere end de forrige tre år, imens husspektakler ligger over.
Det oplyser Det Kriminalpræventive Råd, som har foretaget undersøgelsen sammen med Syddansk Universitet og Syd- og Sønderjyllands Politi.
Lukket natteliv giver mindre kriminalitet
De samfundsøkonomiske omkostninger ved vold udgør normalvis mere end to milliarder kroner årligt.
Der kan være flere forklaringer på faldet i voldsanmeldelser i en periode, hvor nattelivet har været lukket helt ned.
- Mængden af alkohol spiller en væsentlig rolle i forhold til vold. Og det er derfor oplagt at kigge på, hvordan udskænkningen kan blive mere ansvarlig, eksempelvis ved at overveje, hvor længe man udskænker alkohol, og om man udskænker til gæster, der allerede er synligt påvirkede, siger vicepolitiinspektør Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Udover det markante fald i antallet af voldsanmeldelser har der også været et fald på hele 41 procent i antallet af indbrud i private hjem. Det skyldes med al sandsynlighed, at de mange hjemmearbejdende danskere har gjort det vanskeligere at være indbrudstyv i boligområderne.
Mens volden er faldet i det offentlige rum, er der under nedlukningen registreret 42 procent flere husspektakler end forventet, hvilket er nærliggende at tilskrive, at mange mennesker har tilbragt længere tid sammen i eget hjem.