'Årgang 20'-familie afslører stor nyhed: - Skal vi kalde det en gamechanger?

Spoileralert: I denne artikel deler familien Skødt Bek en nyhed, som først vises på tv i næste uges afsnit.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Nikolaj og Maria Skødt Bek med datteren Solvej. Foto: Steffen Røes / TV 2
Af Nanna Jakobsgaard Nielsen
I samarbejde med tv2.dk

“Babyplaner? Øh, nej… Ikke lige nu. Nej.”

Sådan lød svaret fra Maria og Nikolaj Skødt Bek i begyndelsen af denne sæsons ‘Årgang 20’.

For efter et 2020 med baby og et 2021 med stort bryllup – samt en restaurant, der sideløbende skulle føres gennem en coronapandemi – havde familien fra Mørke på Djursland besluttet, at 2022 skulle være et roligere år.

Faktisk var planen, at der skulle ske så lidt som muligt.

Men livet går jo sjældent, som man har planlagt det. Nu kan familien fra Mørke annoncere, at de venter en lille ny til juni.

- Skal vi kalde det en gamechanger? siger Maria Skødt Bek i sæsonens sidste afsnit, som allerede nu er tilgængeligt på TV 2 PLAY.

- Selvom vi synes, det er en stor mundfuld lige nu, så er det for vildt. Det er det virkelig, fortsætter Maria Skødt Bek, og hendes mand stemmer i.

- Vi glæder os helt vildt. Det er jo en stor gave, ligesom det var at få Solvej, siger Nikolaj Skødt Bek.

Maria Skødt Beks umiddelbare gæt er, at hun venter en dreng. Men fordi hendes fornemmelse plejer at være forkert, er hun ret sikker på, at der kommer endnu en pige i familien. Foto: Steffen Røes / TV 2

Men spurgte man dem for et år siden, havde de oprigtigt ikke troet, at de nu ville vente barn nummer to – selvom to børn altid havde været planen.

På det tidspunkt havde Maria og Nikolaj Skødt Bek mange overvejelser om, hvorvidt de skulle introducere endnu et familiemedlem i deres lille trekløver.

Krævede meget første gang

Parret lægger ikke skjul på, at det var en hård omgang at blive forældre første gang.

- Det krævede meget – også fordi jeg har de arbejdstider, som jeg har, siger Nikolaj Skødt Bek.

Som restaurantejer arbejder han fra onsdag til lørdag. Fra 7.30 til 22.30 hver dag. Og i højsæsonen endnu mere, da restauranten der har åbent dagligt.

- Hele ulempen i det er jo, at Maria står alene mange aftener. Og det var det, der gjorde, at det også var hårdt med Solvej, forklarer Nikolaj Skødt Bek.

- I de perioder, hvor man ikke får sovet, og det hele bare kører på pumperne, så tænker man jo: “Er det sådan her, vores liv kommer til at være fra nu af og til evig tid – hvor man kronisk intet overskud har?”, siger Maria Skødt Bek.

Nikolajs restaurant er p.t. lukket, da det giver bedre mening for ham at renovere med de nuværende restriktioner. - Det var lidt en mavepuster, da alle julefrokosterne blev aflyst. Men vi havde et sindssygt godt år, siger han. Forventningen er at åbne igen i starten af februar. Foto: Daniel Hjorth / TV 2

Derfor blev parret usikre på, om de reelt ville kunne overskue at have to børn.

- For vi er jo mennesker, der ved, at der kræver meget kærlighed at have børn, og at det vil vi give vores børn, fortsætter Nikolaj Skødt Bek.

Samtidig vil parret ved siden af familielivet også gerne prioritere, at de begge har et spændende arbejdsliv, hobbyer og et godt parforhold.

- Derfor tænkte vi: “Er der så plads til flere i den ligning?”, siger Maria Skødt Bek, der arbejder som børnesygeplejerske.

Men pludselig skete der noget.

Solvej fylder to år den 13. februar. Foto: Warner Bros. Danmark / TV 2

Harmonien og overskuddet kom

Nikolaj Skødt Bek beskriver det, som om den lille familie på et tidspunkt knækkede koden.

Solvej begyndte at sove bedre om natten. Hun kunne komme med ud at handle med sin lille indkøbsvogn. Når der skulle fejes blade i haven, kunne hun rende rundt og hygge sig imens. Og der begyndte lysten at komme tilbage.

Modsat da hun ventede Solvej, har graviditeten indtil videre været en prøvelse for Maria Skødt Bek. Hun har kastet op 10-15 gange i døgnet og har måttet sygemeldes en måned fra sit arbejde. Nu er hun i bedring og tilbage på job. Foto: Daniel Hjorth / TV 2

- Ikke at det ikke har været fantastisk hele tiden. Men der kom pludselig en harmoni i vores liv. Og det gjorde bare, at puha – så kunne vi trække vejret. Og så tænkte vi jo: “Så skal vi da have den toer alligevel”, siger Nikolaj Skødt Bek.

For Solvej er også et meget socialt lille væsen. Og da en nær ven af familien i efteråret mistede en forælder, blev parret mindet om, at det i sådanne situationer er meget rart at have en søster eller en bror at læne sig op ad, så man ikke står lige så meget alene.

- Et eller andet sted syntes vi også, det var lidt egoistisk at sige, at vi havde ikke lyst til at give hende den gave at få en søskende, fordi vi synes, det er hårdt at være forældre til et lille barn, siger Maria Skødt Bek.

- Derfor blev vi enige om, at vi på sigt skulle have en mere – men så tror jeg, at ”på sigt” kom lidt før, end vi havde regnet med, griner hun.

Maria og Nikolaj fejrede deres bryllup 2. oktober 2021. Foto: Warner Bros. Danmark / TV 2

Nogle ting kan ikke planlægges

Parret blev gift 2. oktober 2021 – og bare få uger senere stod de med en positiv graviditetstest.

Den lille ny melder efter planen sin ankomst lige op til i sin fars højsæson på restauranten.

Derfor får den lille familie fra Mørke brug for assistance – både fra Nikolajs medarbejdere i restauranten og af bedsteforældre, der må agere sommerferieunderholdning for storesøster Solvej.

- Det skal vi bare løse, og det kommer vi også til, siger Nikolaj Skødt Bek.

- Det er ikke supergodt planlagt, men jeg tænker, at der er også noget rigtigt fint i, at man ikke bare selv kan pege på en dato og sige: “Den dag vil jeg gerne være forælder”, siger Maria Skødt Bek.

Hun og Nikolaj har nemlig altid været “planlæggere”. Men er der noget, familien har lært af at blive forældre, så er det, at nogle ting i livet bare ikke kan planlægges og regnes ud på forhånd.

- Og det tror jeg er sundt, tilføjer Maria Skødt Bek.

Maria og Nikolaj Skødt Bek glæder sig til at gå fra tre til fire. Foto: Steffen Røes / TV 2

Så selvom familien er rigtigt spændt på, hvordan de får praktikken til at gå op denne gang, glæder de sig enormt meget til at blive en familie på fire. Og til at gøre Solvej til storesøster.

- Hvis man spørger hende, hvor babyen er henne, så peger hun nogle gange på min mave og nogle gange på mit knæ, så jeg tror stadig, det er lidt svært at forstå, griner Maria Skødt Bek.

Om Solvej får en lillebror eller lillesøster, vides først om et par uger.

- Men vi tager imod, hvad end der kommer. Også i resten af 2022. Og så prøver vi bare på at følge med så godt som muligt, lyder det fra Maria Skødt Bek.

Se 'Årgang 20' tirsdag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her