Danskerne vil bruge feriepenge på boligen - og det er et problem, siger eksperter
Økonomer peger på, at udbetalingen af de indefrosne feriepenge gavner en branche, der i forvejen har det godt.
Danskerne har fået over 29 milliarder kroner ekstra i hænderne, efter at der for lidt over to uger siden blev åbnet op for at få udbetalt resten af de indefrosne feriepenge.
I en ny Megafonmåling foretaget for TV 2 og Politiken fremgår det, at flertallet af danskerne vil bruge pengene på forbedringer i boligen. 41 procent af de adspurgte svarer, at de blandt andet vil bruge de ekstra penge på boligforbedringer.
De indefrosne feriepenge er blevet frigivet for at stimulere økonomien, der lider under den igangværende coronakrise.
Professor: Risiko for stigende priser
Men ifølge Michael Svarer, der er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand, hjælper de udbetalte feriepenge en branche, der i forvejen har gyldne tider.
- Bygge- og anlægssektoren er en af de brancher, der har klaret sig bedst igennem corona. Den kom rigtig hurtigt op, da man åbnede økonomien sidste forår og har så kørt for fuld blus siden, siger han.
Han mener, at der er en risiko for, at de mange milliarder kan give stigende priser og lønninger i bygge- og anlægsbranchen i steder for øget beskæftigelse.
- Man kunne ikke have forudset, hvordan folk vil bruge deres feriepenge. Men man kunne godt have forudset, at hvis man oven i det vedtager en udvidelse af boligjobordningen, som giver ekstra fradrag for at få foretaget håndværksydelser, så vil det smide ekstra brænde på bålet, lyder det.
Seniorøkonom: Brug pengene i de brancher, der er hårdest ramt
Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv, deler Michael Svarers bekymring.
Han henviser til erfaringerne fra sidste år, hvor byggebranchen oplevede en stor fremgang, da første omgang af de indefrosne feriepenge blev frigivet.
- Det er et problem, fordi byggesektoren er inde i et reelt opsving i øjeblikket med meget høj omsætning. En omsætning og beskæftigelse der er højere end før coronakrisen. Når man kigger på oplevelsesbranchen, hoteller, restauranter, rejsebureauer, luftfart med videre, så er de bombet tilbage.
Han mener, at politikerne bør have fokus på vækstpakker, der er direkte målrettet de hårdest ramte brancher.
- Dermed sikrer vi, at vi får flest mulige jobs for den stimuli, vi leverer, og at vi støtter de brancher, der rent faktisk har brug for støtte, siger Tore Strammer.
Han opfordrer danskerne til at bruge feriepengene i de brancher, der er hårdest ramt af coronakrisen.