Han var skyld i sin bedste vens død – har levet med skammen og skylden i 14 år
Siden ulykken har Kenneth Pedersen følt sig bagud på point som menneske. For var han god nok, når han var skyld i vennens død?
Siden ulykken har Kenneth Pedersen følt sig bagud på point som menneske. For var han god nok, når han var skyld i vennens død?
Fredagsbaren på Handelshøjskolen i Aarhus var godt i gang. 18-årige Kenneth Pedersen satte sig ved langbordet ved siden af sin bedste ven, Jonas.
Han var i bil fra Hadsten for at hente Jonas, så han skulle ikke have nogen øl.
I stedet drak han de energidrikke, som nogle piger delte ud ved bordene.
Da Kenneth havde været til fredagsbaren i knap to timer, var det tid til at køre. Han skulle på arbejde som bartender på et diskotek. Jonas skulle med.
På vej ud til bilen kunne Kenneth mærke en anderledes følelse i kroppen. Det måtte være alle de energidrikke, tænkte han.
Jonas fjollede og luntede hen mod bilen. Han var fuld og jokede med, at han skulle køre.
- Det skal du bestemt ikke, sagde Kenneth Pedersen og satte sig ind på førersædet bag rattet i sin lille røde Fiat Punto.
Men hvad han ikke vidste på det tidspunkt var, at han selv var fuld. For de energidrikke, han havde drukket de seneste timer, var blandet op med vodka.
Han vidste heller ikke, at denne køretur ville være den sidste, han fik med sin bedste ven.
Er jeg god nok?
Uanset hvordan man vender og drejer det, så var Kenneth Pedersen 1. december 2006 skyld i, at hans jævnaldrende ven døde.
Det var på et hængende hår, at han selv overlevede trafikulykken. Men han overlevede og skulle til gengæld leve med skammen og skylden.
Siden ulykken har han følt sig bagud på point som menneske. For er han god nok, når han var skyld i vennens død?
Med sin medvirken i 'Hjem til gården' håber han, at kan lære sig selv bedre kende og måske endda nå frem til, at han er god nok, som han er.
Bedste venner
Kenneth og Jonas havde kendt hinanden stort set hele livet. De fulgtes ad op gennem folkeskolen - Jonas en klasse over Kenneth. Men i gymnasiet kom de i samme klasse. Og sammen med en tredje ven var de en uadskillelig trekløver.
Derudover blev Jonas’ far kærester med Kenneths mor, mens de var teenagere. Så de to unge mænd var ekstra tætte.
Selvom der var fart på ungdomslivet med fest, var både Jonas og Kenneth nogle ansvarsbevidste unge mænd.
De var eksempelvis begge aktive i de lokale idrætsforeninger.
Og mens Jonas var begyndt at studere, holdt Kenneth et sabbatår, inden planen var at søge ind på medicinstudiet.
Kenneth Pedersen husker sin ven Jonas som glad og vellidt af alle:
- Han var genert og tilbageholdende, men det var kun, til man kom ind på livet af ham. For når man gjorde det, var man aldrig i tvivl om, at man havde en ven for livet.
Men på vej hjem fra fredagsbaren 1. december 2006 sluttede det.
En sammenkrøllet bil
Humøret var højt i bilen, da de lidt over klokken 18.00 kørte ud af Randersvej og mod Hadsten. Kenneth havde lige fået et nyt anlæg i sin bil, som Jonas baksede med at få til at spille musik, mens han talte i telefon med en ven.
Det var den mørkeste måned på året. Kun bilens lygter lyste op på landevejen.
Og så skete det.
Kenneth Pedersen kørte direkte op i bagenden på en traktor, der kørte med lav fart foran dem.
Den lille røde Fiat Punto, som Kenneth havde fået af sin bedstefar, blev fuldstændig krøllet sammen af sammenstødet.
Både Kenneth og Jonas sad fastklemt i bilen. Jonas var død – formentlig dræbt på stedet, mens Kenneth var i live, men hårdt kvæstet og svævede mellem liv og død.
Kort tid efter ankom redningsmænd til ulykkesstedet og fik kørt Kenneth Pedersen på Århus Sygehus.
De efterfølgende undersøgelser viste, at der ikke var noget, der tydede på, at Kenneth havde kørt for stærkt. Men man fandt aldrig ud af, hvad der skete i sekunderne op til ulykken. Var det alkoholen eller et øjebliks uopmærksomhed?
Det spørgsmål skulle Kenneth Pedersen leve med resten af sit liv.
Men først skulle hans krop kæmpe for at overleve.
Vågnede og pegede på sit hjerte
Kenneth Pedersen havde brækket samtlige ribben, sprængt sin milt, fået en revne på leveren, trykket venstre side af ansigtet et par centimeter tilbage, brækket kæben og havde indre blødninger.
Han blev lagt i respirator og var ikke ved bevidsthed i flere dage.
Men på femtedagen missede han med øjnene. Og da han fik fokuseret, så han sin mormor.
Hun sad hos ham, fordi resten af Kenneths familie var til Jonas’ begravelse.
- Har du ondt, Kenneth? spurgte mormoren.
Kenneth Pedersen kunne ingenting sige, men løftede den ene arm og pegede på sit hjerte.
Selvom han ikke havde været ved bevidsthed, siden bilen havde hamret op i bagenden på traktoren, vidste han inderst inde godt, hvad der var sket.
- Jonas er død, forklarede mormoren.
Uanset hvordan man laver regnestykket, vil den episode og periode i mit liv altid være med negativt fortegn.
Der var stille på intensivstuen. Kenneth nikkede og lukkede sine øjne igen.
2-3 procents chance for overlevelse
Efter halvanden måneds hospitalsindlæggelse sad Kenneth Pedersen overfor en læge til den afsluttende samtale.
Nu var han omsider klar til at komme hjem og fortsætte med genoptræningen.
- Hvad var chancen sådan procentmæssigt for, at jeg sidder her i dag?, spurgte Kenneth Pedersen lægen, der grinede og svarede:
- Skal vi ikke bare være glade for, at du er her i dag?
Men det svar var ikke nok for Kenneth Pedersen.
- 10 procent? gættede han, hvortil lægen fortalte, at det nok nærmere var to-tre procents chance for, at han overlevede ulykken.
Lægens svar gjorde stort indtryk på Kenneth.
Det lille nøglehul, han netop var kommet igennem, blev vigtig i hans kamp for at tackle det efterspil, som ulykken satte i gang.
Han havde kørt spritkørsel og ved et uheld kommet til at slå sin allerbedste ven ihjel.
Det var jo ikke med vilje, men det var ulovligt, ulykkeligt og skamfuldt.
Havde brug for folks vrede
I tiden efter Kenneth Pedersen blev udskrevet, var familie og venner meget opmærksomme på, hvordan han havde det. Han modtog breve, blomster, og folk kom og besøgte ham.
Men det var svært for ham at tage ind. Han vidste godt, at de jo ville ham det bedste, men det kunne ikke gøre op for den sorg og krise, han var i.
Han oplevede heller ikke, at Jonas’ forældre var sure på ham. Så skyldfølelsen stod han helt selv for. Ingen andre påduttede ham den.
Folk i byen talte ikke rigtig om, at han var skyld i Jonas’ død. Det blev elefanten i rummet, som kun de mest fulde diskoteksgæster spurgte ind til.
Egentlig havde Kenneth brug for, at folk reagerede på det. At de var sure på ham, for så var der da noget at forholde sig til.
Men han oplevede, at folk mere passede på ham, fordi han selv havde været så tæt på at dø.
Man snakker tit om at komme videre efter traumatiske oplevelser. Men det kommer man aldrig. Jeg gør i hvert fald ikke.
Derfor blevet domstolens straf en vigtig brik i hans kamp for at komme igennem den svære tid efter.
Dømt for uagtsomt manddrab
Der gik næsten 15 måneder, før Kenneth Pedersen skulle i retten. I de måneder stod hans liv på mange måder på standby.
Drømmescenariet havde jo hele tiden været at starte på medicinstudiet, men det gav ingen mening at søge ind. For han vidste, at der ville komme en regning.
Og selvom mange ikke ser frem til at få en dom, gjorde Kenneth Pedersen. Han havde brug for samfundets straf.
Det var en del af processen. Ikke at dommen nogensinde ville stå mål med, hvad der var sket.
Uagtsomt manddrab. 10 måneders straf, hvor fem af dem skulle afsones i fængsel, lød dommen.
Da dommeren læste det op, sagde han, at han var ærgerlig over, at Kenneth skulle have den form for straf.
Kenneth Pedersen kiggede op fra sin plads og svarede: Du kommer aldrig til at straffe mig hårdere, end jeg selv gør.
Faktisk var han lettet. Nu skulle afsoningen overstås, så han kunne komme videre i processen.
Men i fængslet blev der plads til de svære tanker.
Tankerne og skyldfølelsen kom med mørket
Som en 20-årig ung mand kendte Kenneth Pedersen ikke meget til livet i et fængsel. Det, han vidste, kom primært fra film og tv.
Og det var et blandet klientel, han mødte, da han skulle afsone i det åbne fængsel Sdr. Omme Fængsel.
Kenneth Pedersen har altid levet efter mantraet, at man skal lede efter det bedste i mennesker, men i fængslet fandt han hurtigt frem til, at der var mange andre mekanismer på spil end, hvad man kan se ved første øjekast.
Han lærte hurtigt, hvem han kunne snakke med, og hvem han skulle holde sig fra. Og selvom han sad blandt mere hardcore kriminelle end ham selv, var han aldrig utryg under afsoningen.
Kenneth Pedersen brugte tiden i fængslet på at læse kemi op på a-niveau, fordi det i mellemtiden var blevet et krav til medicinstudiet.
Det blev en vigtig del af at få en normal hverdag i fængslet, der ellers var temmelig ensformigt og bundet op på helt lavpraktiske gøremål som arbejde, træning, madlavning og så i seng.
Og når mørket faldt på, og han lå i sin celle, kom tankerne og skyldfølelsen.
Kunne han have mærket, at han var fuld, da de gik hen til bilen? Burde han have mærket det?
Men han vidste godt, at han aldrig ville få svar på det. Og i bund og grund var det også helt ligegyldigt. For det kunne alligevel ikke laves om.
Euforisk over at være i live
Når skylden og skammen blev for meget, tænkte Kenneth Pedersen tilbage på det, lægen havde fortalt.
2-3 procents chance for, at han overlevede.
Han havde fået en chance, og den skulle gribes.
Og fordi Jonas ikke fik den chance, følte Kenneth, at han var nødt til at gøre sig umage for at få det bedste ud af livet.
Og det hjalp at tænke på.
Særligt i den første tid efter ulykken, kunne han føle sig helt euforisk over at være i live.
Men der gik alligevel et stykke tid, før han kunne køre bil.
Han husker tydeligt første gang, han skulle sætte sig bag rattet. Det var i hans mors bil, som var præcis den samme slags bil som den bil, han kørte i ved ulykken.
Det føltes okay, men efter blot 300 meter, måtte Kenneth Pedersen holde ind til siden. Bilen lignede for meget. Han kunne simpelthen ikke.
Sætter barren højt for sig selv
I dag har Kenneth Pedersen ingen problemer med at køre bil. Og der sker heller ikke noget særligt i ham, hvis han passerer en ulykke eller må lave en hård opbremsning.
- Man snakker tit om at komme videre efter traumatiske oplevelser. Men det kommer man aldrig. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg har lært at leve med det, fortæller Kenneth Pedersen.
For ulykken sidder stadig i ham, men er med tiden blevet en del af ham.
Det har gjort, at han nu sætter barren meget højt for sig selv i alt, hvad han gør – om det er som familiefar, kammerat eller leder.
Kenneth kan tit blive i tvivl om, han er det bedste udgave af sig selv.
Og det er han ikke i tvivl om trækker tråde tilbage til ulykken.
- Uanset hvordan man laver regnestykket, vil den episode og periode i mit liv altid være med negativt fortegn, siger Kenneth Pedersen.
Selvom han gør sig umage, føler han alligevel ofte, at han er bagud på point i forhold til andre.
For han har jo forvoldt sin egen familie og ikke mindst Jonas’ familie så meget smerte.
Der er dage, hvor det kan være svært for ham at se sig selv i spejlet og sige: Du er god nok.
For det føles ikke altid sådan.
Ulykken vil påvirke ham for evigt. Men han bliver mere bevidst om, at det han står for er godt nok, når det store regnestykke bliver gjort op.
Du kan se 'Hjem til gården' hver søndag aften på TV 2 klokken 20 eller snigpremiere på TV 2 PLAY allerede om lørdagen.
