Heunicke indkalder politikere til møde onsdag
I løbet af dagen har både Venstre og de Konservative opfordret til at genoverveje restriktionerne.
Ifølge TV 2s oplysninger er folketingets sundhedsordførere indkaldt til møde onsdag eftermiddag hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Her skal de drøfte coronasituationen i Danmark, fortæller TV 2s politiske redaktør, Hans Redder.
- Det kunne jo tyde på, at vi i løbet af de kommende dage bliver klogere på, om de nye meldinger fra Statens Serum Institut giver anledning til, at man ændrer på nogle restriktioner, siger han.
Mandag lød meldingen fra Statens Serum Institut (SSI), at der er halvt så stor risiko for indlæggelse ved smitte med Omikron-varianten som ved Delta-varianten.
Tvivler på markante lempelser
Det har i løbet af dagen fået både Venstre og de konservative til at opfordre til at genoverveje restriktionerne.
Vi er da også tættere på lempelser end flere restriktioner, vurderer Hans Redder. Men han tvivler på, at der kommer markante lempelser her og nu.
- Både regeringen og flere af dens støttepartier forholder sig langt mere afventende, end hvad vi hører fra nogle af de blå partier, siger han.
Samtidig peger han på, at SSI stadig forventer, at januar bliver hård at komme igennem. Det sagde seruminstituttets faglige direktør, Tyra Grove Krause, mandag til TV 2.
Vil toppe i januar
Ifølge Tyra Grove Krause forventer hun, at Omikron-smitten vil toppe i slutningen af januar.
- Og så tror jeg, at vi allerede i februar vil se faldende smittetryk og et aftagende pres på sundhedsvæsenet. Men vi skal anstrenge os i denne måned, for det bliver den hårdeste at komme igennem, siger hun.
Tyra Grove Krause vurderede på den baggrund, at coronavirussen vil have afgørende indflydelse på danskerne liv i de næste to måneder, hvorefter hun håber, at smitten klinger af, så vi får vores normale liv tilbage.
Mandag blev der registreret 8801 nye tilfælde af coronavirus. Med 76.278 analyserede PCR-prøver giver det en positivprocent på 11,54.
Samtidig steg antallet af indlagte med 61, så der nu er 770 indlagte med coronavirus. Heriblandt er 73 i intensivbehandling og 46 i respirator.