Hjemvendt syrienkriger kan udgøre trussel for Danmark, frygter politikere
Dansk-palæstinenseren har selv tidligere givet udtryk for, at han ikke ønsker nogen i Danmark noget ondt.
En 28-årig dansk syrienkriger, der er født og opvokset i det vestlige Aarhus, skal tirsdag fremstilles i grundlovsforhør i Dommervagten i København.
Det vides endnu ikke præcist, hvornår grundlovsforhøret går i gang, men det skal ske inden for 24 timer efter anholdelsen.
Den fandt sted mandag eftermiddag, da manden landede i Københavns Lufthavn med et fly fra Tyrkiet, hvor han kort forinden var blevet løsladt fra et udsendelsescenter.
Ifølge TV 2s oplysninger er der tale om dansk-palæstinensiske Ahmad Salem el-Haj.
Han rejste til Syrien i februar 2013 for at tilslutte sig terrorbevægelsen Islamisk Stat og optrådte samme år i en Youtube-video, hvor en række danske islamister skød på mål efter billeder af blandt andre forfatteren Lars Hedegaard, den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative politiker Naser Khader.
Han er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 114 om terrorisme og straffelovens paragraf 136 om at tilskynde til en forbrydelse.
I straffeloven findes også en paragraf, hvor man kan blive sigtet for at tilslutte sig en terrororganisation. Men den del er han allerede dømt for i Tyrkiet, og han kan derfor ikke blive retsforfulgt og dømt for det samme i Danmark.
Hjemvendt er hårdt såret
Ahmad Salem el-Haj er født og opvokset i Aarhus og tilhører salafist-gruppen Kaldet til Islam, der har udsendt flere danske syrienkrigere.
Han har tidligere selv givet udtryk for, at han ikke ønsker nogen i Danmark noget ondt, og at han i øvrigt er i dårlig fysisk forfatning, forklarer TV 2s retsreporter Astrid Søndberg.
I starten af 2017 blev han hårdt såret i et bombeangreb i Syrien, og han sidder i dag i kørestol.
Efter at være landet i Danmark mandag blev han løftet ud af flyet med lift og ifølge TV 2s oplysninger kørt ud til et sygehus og tilset af læger.
Kan udgøre risiko
Hjemsendelsen af den danske syrienkriger har medført stor debat, og mange politikere, herunder statsminister Mette Frederiksen (S), har sagt, at den 28-årige ikke længere er velkommen i Danmark.
Selvom anklagemyndigheden begærede ham udleveret til Danmark, havde politikerne hellere set ham forblive i Tyrkiet og blive retsforfulgt lokalt.
Blandt andet vækker det bekymring, at han efter afsoning af en eventuel dom vil blive løsladt og vil kunne udgøre en sikkerhedsrisiko i Danmark.
- Det handler om landets sikkerhed. Vi importerer en sikkerhedsrisiko til Danmark, og det skal vi lade være med. For mig har vores sikkerhed højere prioritet end en landsforræders retssikkerhed, siger retsordfører Naser Khader fra Konservative.
Frygt for radikalisering
Tilsvarende advarsler lyder fra Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Venstres retsordfører, Inger Støjberg.
- Han kan komme ud, og så er han efter min mening fortsat til meget stor fare for det danske samfund, siger Pia Kjærsgaard.
Selvom syrienkrigeren er i dårlig fysisk forfatning og muligvis ikke selv kan udøve trusler eller skade på andre, er der også risikoen for, at han kan medvirke til radikalisering i fængslet, lyder det.
- Nogle af de unge vil se op til ham som en helt. Jeg synes, at det er et kæmpe problem, at han er tilbage i Danmark, og der kommer flere af hans type, siger Naser Khader.
- Det er i høj grad et problem, fordi han nok uden tvivl vil komme til at inspirere andre unge til at gå den her vej og vende demokratiet og Danmark ryggen, siger Inger Støjberg.
Både PET og Center for Terrorforskning har tidligere advaret om bekymringen ved hjemvendte syrienkrigere og radikaliseringsfaren i danske fængsler.