Piloter truer med strejke - men vil frede påsken
En strejke vil koste SAS mellem 40 og 50 millioner kroner om dagen. Men de får svært ved at imødekomme medarbejderne, vurderer analytiker.
En strejke vil koste SAS mellem 40 og 50 millioner kroner om dagen. Men de får svært ved at imødekomme medarbejderne, vurderer analytiker.
Gennem de seneste dage har truslen om en pilotstrejke hængt som en sort sky over påskeferien.
Efter to dages tovtrækkeri med SAS udvandrede pilotforeningerne i Danmark, Norge og Sverige nemlig tirsdag fra overenskomstforhandlingerne.
Siden har parterne ikke mødtes - og natten til fredag udløb overenskomsten mellem SAS og flere end 1000 af selskabets piloter.
Finder parterne ikke en løsning, kan piloterne udsende et strejkevarsel. Det skal ske, mindst 14 dage før strejken begynder – og dermed har påsken været inden for rækkevidde.
Men nu garanterer Dansk Pilotforenings formand, Henrik Thyregod, at påsken er fredet.
- Det er 100 procent sikkert. For SAS i hele Danmark, Norge og Sverige. Vi vil simpelthen ikke ramme passagernes påskeferie, siger han til TV 2.
Der er en betydelig risiko for strejke
Overenskomsten, som udløb natten til fredag, blev indgået i 2019 – men ikke uden en større pilotstrejke først.
Kort efter påsken i 2019 nedlagde SAS-piloter i Danmark, Norge og Sverige arbejdet i en hel uge, fordi de og SAS ikke var nået til enighed om en ny aftale.
Den ugelange strejke kostede SAS i omegnen af 450 millioner kroner. 4000 afgange blev aflyst i kølvandet på konflikten, og mere end 370.000 passagerer blev berørt.
Læs også:
Ligesom i 2019 tyder meget nu på, at parterne står langt fra hinanden. Og derfor er der lige nu "en betydelig risiko for, at der kan blive strejke".
Det vurderer Ole Kirchert Christensen, som er redaktør på branchesitet Check-In og har 40 års erfaring i fly- og rejsebranchen.
- Det er noget, der tyder på, at det er en gordisk knude. Alene det faktum, at piloterne har forladt forhandlingsbordet efter to dage, kan godt tyde på, at man står rigtig langt fra hinanden, siger han til TV 2.
Kommer konflikten dertil, vil det ifølge Ole Kirchert Christensen betyde aflysninger og ombookinger for tusindvis af danskere.
Men hos pilotforeningen vil Henrik Thyregod ikke komme nærmere ind på, hvornår det eventuelt kan ske:
- Hvis der bliver behov for at lægge et strejkevarsel, kommer det, når det kommer. Det er ikke noget jeg vil spekulere om i medierne, siger han.
En strejke vil berøre mange passagerer
Overfor TV 2 afviser SAS at stille op til interview om konflikten.
Men i et skriftligt svar oplyser pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji, at selskabet stadig forventer at kunne fortsætte forhandlingerne.
- Status er, at forhandlingerne er afbrudt, men SAS sidder stadig ved forhandlingsbordet, og vi forventer, at pilotforeningerne kommer tilbage, så forhandlingerne kan genoptages, og vi kan finde en løsning for en vej frem, skriver hun.
Men lykkes det ikke, vil en strejke være noget, passagererne kommer til at føle, fortæller Ole Kirchert Christensen.
- Der er ingen tvivl om, at de kommer til at lave et nødtrafikprogram i tilfælde af strejke. Og så bliver rigtig mange passagerer berørte, siger han.
Alligevel bør SAS ifølge Ole Kirchert Christensen ikke frygte, at en strejke bliver lige så alvorlig som i 2019.
Flytrafikken er nemlig ikke nået op på samme niveau som inden coronakrisen, og samtidig har SAS gennem de seneste år flyttet en del af sine flyvninger til udenlandske leverandører og det nye datterselskab SAS Connect.
- De fly vil ikke blive ramt i forbindelse med en strejke. Så det er ikke sådan, at alle SAS-fly holder på jorden, hvis der kommer en strejke, siger Ole Kirchert Christensen.
Samlet set råder SAS over 127 fly, og ifølge Ole Kirchert Christensen vil cirka 40 af dem kunne holdes på vingerne – også selvom nogle piloter nedlægger arbejdet - fordi en del af piloterne er ansat på andre overenskomster.
Strejke vil koste SAS millioner om dagen
Alligevel ville en strejke skabe store problemer SAS, mener Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef ved Sydbank og ekspert i flybranchen.
Nedlægger piloterne arbejdet, anslår han, at det vil koste SAS 40-50 millioner kroner om dagen – og selskabet er i forvejen i alvorlige pengeproblemer.
- SAS har stadig penge i kassen. Ved seneste eftersyn havde man i underkanten af tre milliarder, men virkeligheden hos SAS er, at man ikke er konkurrencedygtig i øjeblikket, siger Jacob Pedersen.
Ifølge aktieanalysechefen er SAS aldrig kommet helt på vingerne igen efter coronakrisen, for der er stadig langt færre flyrejsende end før 2020.
Samtidig er de medarbejdere, der er tilbage i selskabet efter en række store fyringsrunder under coronakrisen, også de dyreste.
- For hver uge, der går, er der bare færre penge i kassen. Det er man selvfølgelig nødt til at adressere, siger Jacob Pedersen.
Lidt som at tisse i bukserne
Ifølge aktieanalysechefen har SAS hårdt brug for igen at blive konkurrencedygtige.
Så selvom en strejke vil udhule SAS’ pengebeholdning endnu mere, bliver det derfor svært for selskabet at komme sine piloter i møde.
- Det vil være lidt som at tisse i bukserne. Det kan godt være, det luner på kort sigt, men på længere sigt bliver det en kølig fornøjelse, siger Jacob Pedersen.
I slutningen af februar præsenterede SAS nemlig en storstilet plan for, hvordan milliardunderskuddet på sigt kan vendes til sorte tal på bundlinjen.
Her er et af hovedpunkterne, at medarbejderne skal over på billigere og mere produktive overenskomster.
- SAS har simpelthen behov for at få gennemført den strategiplan, man har iværksat, siger aktieanalysechefen.