Så mange penge kan du få, hvis politikerne udbetaler indefrosne feriepenge

Hvis feriepenge udbetales, kan en HK'er på laveste overenskomst forvente at få 15.000 kroner stukket i hænderne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Det er ikke småpenge, men flere tusinde kroner, som mange danskere har udsigt til at få mellem hænderne. Foto: Bax Lindhardt - Ritzau Scanpix
Af Emil Færch og Marie Mønster
I samarbejde med tv2.dk

Flere partier og organisationer har efterspurgt, at danskernes indefrosne feriepenge bliver udbetalt for at styrke økonomien. Og det håb fik tirsdag næring.

Under spørgetimen i Folketinget fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at det er en mulighed, regeringen er åben for.

- Der er ikke meget, der taler imod at udbetale feriepengene. Derfor indgår det også i vores overvejelser, sagde hun.

Og hvad betyder det så for den enkelte, hvis de indefrosne feriepenge bliver udbetalt?

For en HK’er på laveste overenskomst med en årsløn på 215.000 kroner betyder det 15.000 kroner ekstra udbetalt efter skat.

Det viser beregninger fra Ledernes Hovedorganisation.

Se, hvad du kan forvente

Straks efter Mette Frederiksens ord nåede ud, gik flere tusinde danskere på borger.dk, hvor du kan se, hvor meget du eventuelt kan få i feriepenge.

Det skabte lang kø til siden. Så hvis du er en af dem, der ikke kom ind, kan du i tabellen herunder se, hvor meget du kan forvente at få udbetalt alt efter din indkomst.

  Foto: TV 2

Til september træder en ny ferielov i kraft, og det er årsagen til, at der bliver indefrosset omkring 100 milliarder kroner i feriepenge.

Med den nye ferielov optjener man ferie, som kan afholdes allerede måneden efter og ikke først til næste ferieår som hidtil.

OVERGANG TIL NY FERIELOV

  • Inden den nye ferielov træder i kraft, er der et overgangsår, som løber fra 1. september 2019 til 31. august 2020.
  • Feriepenge, du optjener i overgangsåret, bliver til en opsparing hos den nye fond, Lønmodtagernes Feriemidler.
  • Overgangsåret gælder alle lønmodtagere, og din opsparing er 12,5 procent af din ferieberettigede løn.
  • Det er din arbejdsgiver, der indberetter og indbetaler feriepengene til Lønmodtagernes Feriemidler
  • Du får opsparingen udbetalt ved folkepensionsalderen.

Kilde: Borger.dk

Det har givet en overgangsfase, hvor de optjente feriepenge bliver indbetalt til en opsparing hos Lønmodtagernes Feriemidler og først bliver udbetalt, når medarbejderen går på pension.

Kan betale sig at vente

Hvis danskerne i stedet får udbetalt deres indefrosne feriepenge i år, vurderer Dansk Erhverv og Arbejderbevægelses Erhvervsråd over for Berlingske, at det kan skabe omkring 30.000 arbejdspladser.

Vurderingen er baseret på, at 60 procent af feriepengene vil blive brugt på forbrug.

Ifølge Ledernes Hovedorganisation vil en frigivelse af feriepengene give en typisk dansk familie cirka 50.000 kroner mere til forbrug.

Organisationen foreslår dog at gøre udbetalingen frivillig, da det for flere topskatteydere formodentlig bedre vil kunne betale sig at vente med at få pengene udbetalt, til de forlader arbejdsmarkedet og får en lavere skattesats.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her