Skal du have penge tilbage i skat? I morgen bliver du måske klogere

Normalt får cirka tre ud af fire penge tilbage i skat. I år bliver pengene udbetalt fra 8. april.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I de kommende dag - måske allerede fredag - kan du logge ind på www.skat.dk og se, om du skal have penge tilbage i skat. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Af Mikkel Walentin Mortensen
I samarbejde med tv2.dk

For nogle er det som en ekstra lønseddel, der kommer dumpende til at forsøde tilværelsen med. For andre er årsopgørelsen det stik modsatte.

Inden for få dage kan millioner af danskere se, om de skal have penge tilbage i skat eller ej. Officielt løfter Skattestyrelsen først sløret næste mandag, 14. marts, men traditionelt bliver døren åbnet på klem allerede fredagen inden.

For ikke at overbelaste systemet er det dog kun et begrænset antal personer, der bliver lukket ind ad gangen for at se, om der er plus eller minus på deres skattekonto. Derfor kan man risikere at vente adskillige timer i en digital kø, hvis man forsøger at logge ind fredag, lørdag eller søndag.

Kommer man igennem køen, vil nyheden som oftest være god. Omkring tre ud af fire får hvert år penge tilbage, fordi de har betalt for meget i skat i løbet af det forgangne år. Sidste år fik 3,6 millioner danskere således i gennemsnit 5400 kroner retur.

Omvendt lød skattesmækket for de omtrent 900.000, der sidste år skulle betale, på lidt mere end 7700 kroner i gennemsnit.

Herunder kan du se de vigtigste dage i forbindelse med årsopgørelsen.

Årsopgørelse - de vigtigste datoer

  • Januar 2022
    Skattestyrelsen modtager information om dig

    Skattestyrelsen modtager oplysninger fra blandt andet arbejdsgivere, pensionsselskaber og banker. I 2019 modtog Skattestyrelsen information fra mere end 200.000 af disse forskellige tredjeparter, som blev brugt til at stykke danskernes årsopgørelse sammen. I alt blev der indberettet mere end 170 millioner unikke oplysninger om danskerne, som Skattestyrelsen brugte til at beregne, om der var blevet betalt for meget eller for lidt i skat i løbet af året.

    Februar 2022
    Skattestyrelsen regner og regner
    Skattestyrelsen samler alle oplysningerne, de har modtaget, og laver folks skatteberegninger.

    11. marts 2022
    Det bliver (formentlig) muligt at smugkigge

    Her ventes Skattestyrelsen at åbne sluserne for, at man kan se sin årsopgørelse. Dermed vil hundredetusindevis af danskere blive klogere på, om de har betalt for meget eller for lidt. Typisk er der timelang kø i de første dage. Man kan undgå det ved at forsøge sig i ydertimerne, typisk tidligt om morgenen eller meget sent om aftenen.

    14. marts 2022
    Dørene åbner officielt

    Her åbner Skattestyrelsen officielt for, at man kan se sin årsopgørelse. På dette tidspunkt vil der formentligt allerede have været op mod tre millioner danskere inde og se, hvordan deres skatteregnskab ser ud.

    Midten af marts 2022
    Posten kommer til de ikke-digitale

    De danskere, der ikke modtager digital post, vil i løbet af april få tilsendt deres årsopgørelse med posten.

    8. april 2022
    Pengene bliver udbetalt

    Her begynder Skattestyrelsen at udbetale danskernes overskydende skat. Pengene bliver sat ind på ens NemKonto. Sidste år var det i alt 19,5 milliarder kroner, som danskerne skulle have tilbage i skat. Pengene fordelte sig på cirka 5400 kroner per person, der havde betalt for meget i løbet af året.

    1. maj 2022
    Deadline for at rette

    Du kan løbende rette i din årsopgørelse indtil 1. maj, der er deadlinen for årets opgørelse. Det er oplysninger så som kørselsfradrag, håndværkerfradrag og andre fradrag, du selv kan indtaste frem til denne dato. Det er muligt at ændre i ældre årsopgørelser, men i så fald skal du begrunde de ønskede ændringer.

    1. juli 2022
    Sidste chance for at betale uden tillæg

    Her er der frist for at indbetale restskat, uden at der tillægges såkaldt procenttillæg i rente. Sidste år skulle danskerne betale i alt 7,1 milliarder kroner i restskat.

    Betaler du din restskat inden 1. juli, skal du ikke betale procenttillægget på 4 procent. Du skal dog betale en rente på 2 procent, der er beregnet fra 1. januar og indtil den dag, du indbetaler pengene. Så hvis du vil minimere dine renteudgifter til Skattestyrelsen, skal eventuel restskat betales hurtigst muligt.

    1. juli 2022
    Deadline for særligt skema

    Derudover er 1. juli deadline for at udfylde det såkaldte oplysningsskema. Det var det, der tidligere hed den udvidede selvangivelse. Man har et oplysningsskema, hvis man for eksempel har en mindre virksomhed eller forældreudleje. Oplysningsskemaet kan på nogen måder sammenlignes med årsopgørelsen bare på virksomhedsplan. Har du en større virksomhed, skal der aflægges et separeret regnskab.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her