Sommeren går på hæld – men kan du stadig blive brun?

Hvis du vil nå at få den sidste farve i huden inden de mørke vintermåneder, er der stadig krudt tilbage i septembersolen

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Solens nuværende niveau vil for de fleste betyde, at de vil holde farven i stedet for at få mere af den.
Af Jeppe Lykke Hansen og Sofus Sten Hansen
I samarbejde med tv2.dk

Denne sommer har man skullet være dyppet i solcreme for at undgå at få farve. Nu siger kalenderen efterår, og solen er på hastigt tilbagetog.

Solens lys aftager både i timer og styrke. Men kan man stadig blive brun?

- Det korte svar er ja, siger projektchef i Kræftens Bekæmpelse Peter Dalum.

Fra bleg til brun

Peter Dalum understreger dog, at de fleste nu vil være godt brune i forvejen og dermed også have en god naturlig beskyttelse. Men solen kan altså stadig tage fat.

- Hvis vi har det samme uv-indeks som i dag i maj, hvor folk stadig er helt hvide efter vinteren, kan de godt blive røde. Hvis jeg var helt lys i huden, ville jeg nok smøre solcreme på, siger han.

Meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk fortæller, at der tirsdag er et tyndt skydække, der dæmper indstrålingen lidt og dermed også solens bruningsevne:

- Der er lidt slør på himlen, så det er en smule reduceret i forhold til det, man kunne forvente i skyfrit vejr.

Han forklarer, at solhøjden nu svarer til det, vi oplever i begyndelsen af april. Generelt er september ofte kendetegnet ved længere perioder med smukt sensommervejr.

- September minder på mange måder om maj. Vi er væk fra den værste sommerhede, og vi har ikke ret mange kraftige byger, for der er ikke varme nok til at danne byger, men der er alligevel energi nok til, at vi kan nyde det, og man alligevel kan få lidt brun kulør ud af det.

VIDEO: Sommeren 2018 bød på masser af sol og varme. Få et tilbageblik på den usædvanligt lune og tørre sommer her.

Gem cremen lidt endnu

Solens nuværende niveau vil for de fleste betyde, at de vil holde farven i stedet for at få mere af den, fortæller Peter Dalum.

- De vil opleve, at de bevarer den brune farve. Hvis man har den brune farve, kan man opholde sig ret lang tid i solen.

Solcremen bør danskerne dog ikke lægge bagerst på nederste hylde i toiletskabet endnu.

- Det kommer lidt an på, hvor længe man skal være ude. Hvis jeg skulle være ude et par timer, ville jeg selv smøre lidt solcreme på, men nu er det selvfølgelig heller ikke så varmt, at man smider alt tøjet. Måske bør man overveje at give børnehavebørn, der typisk sidder længe ude i solen, lidt solcreme på, men ellers er vi derhenne, hvor det ikke vil være min største bekymring længere.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her