SSI kommer nu med opfordring til ikke-vaccinerede

Coronasmitten stiger i befolkningen, og Statens Serum Institut kommer nu med en klar opfordring til ikke-vaccinerede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
- Gå ned og få vaccinen, lyder opfordringen fra overlæge ved SSI Tyra Grove Krause. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Af Maja Langberg
I samarbejde med tv2.dk

Antallet af daglige smittede har været støt opadgående i oktober. Og søndagens tal på 1349 nye smittede er det højeste i over fem måneder.

Samtidig ligger søndagens positivprocent på 2,01, hvilket ikke er set højere siden januar.

Ifølge overlæge ved Statens Serum Institut Tyra Grove Krause trænger befolkningen måske til en lille påmindelse om, at coronavirus faktisk stadig eksisterer.

- I takt med at alle restriktioner er løftet, virker hverdagen helt normalt igen. Det gør, at corona er gået lidt i glemmebogen, siger hun.

Hun opfordrer derfor danskerne til huske på den gode hygiejne og til at blive testet, hvis man har symptomer.

- Gå ned og få vaccinen

75,1 procent af den danske befolkning er færdigvaccineret, og derudover er landets mest sårbare godt i gang med at få det tredje og beskyttende booster-stik. Men det er ikke nok, mener overlægen, der derfor har en "stærk opfordring" til de ikke-vaccinerede.

- Gå ned og få vaccinen. Der er stor risiko for at blive smittet lige nu, hvor der er større smittetryk og højere smittetal, end vi har haft i lang tid, så det er vigtigt at få vaccinationsdækningen op, siger hun.

De stigende smittetal fik tidligere søndag epidemiolog ved Roskilde Universitet Viggo Andreasen til at sige, at vi bør være på vagt.

- De her tal er ikke en katastrofe, men hvis de bliver ved med at stige i de kommende dage, peger det i retning af, at vi skal gøre noget, siger Viggo Andreasen.

Hvis den opadgående kurve fortsætter i samme tempo, mener Viggo Andreasen, at det kunne give mening at sætte fokus på yderligere tests og isolation af smittede som tidligere i pandemien.

Hurtigere end forventet

Det har hele tiden været forventeligt, at smitten stiger i takt med efterårets og vinterens komme, siger Tyra Grove Krause. Coronavirussen har nemlig bedre vilkår for at sprede sig i de kolde måneder, hvor folk er mere sammen indendørs.

Alligevel lød det tidligere på ugen fra flere eksperter, at smitten er steget hurtigere, end man havde regnet med. De mente ikke, der for nu var grund til større bekymring, men hoppede alligevel på samme vogn som Tyra Grove Krause og opfordrede de ikke-vaccinerede til at sige ja til stikket.

- Dels slipper man for at blive rigtig syg, og dels er man med til at opbygge flokimmunitet, der beskytter de svage i befolkningen, lød det eksempelvis fra Hans Jørgen Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

Søndag er 167 personer indlagt med coronavirus. 19 er på intensiv, mens 11 er i respirator.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her