Aarhus-borgmester smittet med corona
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard er blevet smittet med corona, og han opfordrer alle, der har været i nærheden af ham, til at lade sig teste.
Jacob Bundsgaard (S) er blevet smittet med corona.
Det meddeler han mandag formiddag på Facebook.
Han gik i weekenden i selvisolation, og nu har tests vist, at han er smittet med virussen.
- Jeg har det godt og har kun meget milde symptomer, men er ked af, hvis jeg er kommet til at smitte andre, skriver han i Facebook-opslaget.
Han anbefaler alle, der har været i kontakt med ham siden onsdag den 17. november - dagen efter valget - til at lade sig teste fire og seks dage efter kontakten.
Læs også:
Det inkluderer givetvis en del mennesker - inklusiv flere byrådspolitikere - der kom i kontakt med borgmesteren, da han onsdag aften præsenterede de personlige stemmetal ved kommunalvalget på Aarhus Rådhus.
- Beklager ulejligheden, men det er vigtigt, at vi får stoppet smittekæden, skriver Jacob Bundsgaard.
To positive tests
Over for TV2 ØSTJYLLAND fortæller borgmesteren, at han har taget først en kviktest og siden en PCR-test, der begge været positive.
- Jeg har det godt og har ikke nogen symptomer udover, at jeg har mistet min smagssans, siger Jacob Bundsgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Han er gået ud med meldingen for, at de personer, han kan have smittet, nu ved det og kan lade sig teste.
- Dem er der selvfølgelig en hel del af, og jeg er i fuld gang med at kontakte og række ud til alle dem, der umiddelbart er nære kontakter eller har været i samme rum som jeg, siger Jacob Bundsgaard.
Indtil videre er én person i hans sekretariat testet positiv for covid-19, men det vides ifølge Jacob Bundsgaard ikke, om de er del af samme smittekæde.
Borgmesteren skal nu være i isolation i en uge, før han kan komme tilbage. Så vidt muligt vil han fortsætte med at deltage digitalt i møder.