Aarhus Havn vil være helt grøn

Aarhus Havn har lanceret en ambitiøs ambition om at være CO2-neutral i 2030.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
I røg og damp. Den vending kan ende med at blive fortid i Aarhus Havn.

Det skal være slut med forurening på Aarhus Havn, når kalenderen viser 2030. Sådan lyder målsætningen i en ny strategiplan, der i første omgang løber frem til 2024.

Det skriver Jyllands Posten torsdag.

Barren skal sættes højt, hvis vi vil have landvindinger.
Jakob Flyvbjerg Christensen, havnedirektør på Aarhus Havn

Om den nye strategi siger havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Der er uden tvivl nogle forretningsmæssige muligheder i at satse på miljøet, og dem vil vi selvfølgelig kapitalisere på. Men samtidig føler vi også et ansvar for samfundet, siger han.

Samtidig er det også målet, at Aarhus Havn vil være den mest bæredygtige havn i Østersø-regionen i 2024.

- Der er mange havne, der har et ønske om at være med i den grønne omstilling. Så der er skarp konkurrence. Men jeg synes godt, at vi kan tillade os at være ambitiøse. Så kan det godt være, at vi skal begrænse målsætningen på et tidspunkt, men barren skal sættes højt, hvis vi vil have landvindinger, lyder det fra Jakob Flyvbjerg Christensen.

Landstrøm er en del af visionen

For at nå i havn med planerne er der afsat 2,5 millioner kroner i budgettet hvert år frem mod 2024, som skal bruges til at målrette arbejdet mod en miljøvenlig havn.

Landstrøm er selvfølgelig en central del af visionen med at blive CO2-neutral.
Jakob Flyvbjerg Christensen, havnedirektør på Aarhus Havn

- Pengene har vi sat af for at fastholde os selv, så der kommer noget handling bag ordene. De skal bruges til professionelle ressourcer. Det kan være partnerskaber, ansættelser eller dygtige studerende, der kommer med ny viden, forklarer havnedirektøren.

Samtidig fortæller han også, at et landstrømsanlæg til krydstogtsskibe kan være på vej. Et sådant anlæg vil kunne forsyne krydstogtsskibene med strøm, når de lægger til kaj.

På den måde kan skibene slukke for deres motor, når de er i havn.

- Vi arbejder på at finde nogle løsninger, der kan reducere krydstogtsskibenes udledning. Som det er lige nu, leverer et landstrømsanlæg ikke 100 procent grøn energi. Så det kan godt være, der skal findes en anden løsning, som er mere klimavenlig, siger Jakob Flyvbjerg Christensen.

I 2015 lagde 11 skibe til kajs med samlet 27500 passagerer. Et tal, der frem til 2018 steg stødt gennem årene. Sidste år besøgte 97000 gæster Aarhus fordelt på 41 krydstogtsskibe. Gæsterne spenderede 29 millioner kroner det år.

- Landstrøm er selvfølgelig en central del af visionen med at blive CO2-neutral. Men som udgangspunkt vil vi modtage alle de skibe, der kommer til Aarhus Havn. Når vi stiller rammerne til rådighed, så er jeg sikker på, at omstillingen kommer af sig selv, uden det bliver en kamp, slår han fast.

I første omgang afventer Aarhus Havn dog fortsat en rapport, som kan afklare, om et landstrømsanlæg er det rette at investere i.

Rapporten forventes at komme i slutningen af næste uge.

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND har tidligere fortalt, at politikerne i Aarhus gerne så, at der kom landsstrøm på havnen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her