Airbnb boomer i Aarhus: Hoteller savner lige vilkår

Airbnb er blevet den største udbyder af overnatninger i Aarhus. Hotelbranchen er frustreret over ulige vilkår

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Af Ritzau

Udlejningstjenesten Airbnb giver hotellerne i landets næststørste by, Aarhus, sved på panden.

Med 2600 aktive værter og flere end 150.000 overnatninger det seneste år er Airbnb den største enkeltudbyder af overnatninger i Aarhus.

Udviklingen vækker bekymring hos hotelerhvervets brancheforening, Horesta.

- Vi byder konkurrence velkommen, men det skal bare foregå på lige vilkår, siger politisk direktør Kirsten Munch Andersen, Horesta.

Problemet er ifølge branchen, at Airbnb-udlejerne ikke skal opfylde de samme krav som hotellerne.

- Hvis du går ind ad døren til et hotel, så er der krav om, at virksomheden for eksempel skal være godkendt af brandmyndighederne. Man skal logge oplysninger af terrorhensyn, og man skal indberette tal til Danmarks Statistik, siger hun.

- Går du ind ad den anden dør til lejligheden på gaden overfor, så er der slet ikke de samme regler eller den samme sikkerhed. Det kalder på, at vi får de samme regler at spille efter, når der er tale om udlejning på hotellignende vilkår, siger Kirsten Munch Andersen.

Det er Airbnb, der selv lægger de nye tal frem i en rapport i forbindelse med et Deleøkonomisk Folkemøde i Aarhus mandag.

Rapporten viser, at de 2600 aarhusianere, der det seneste år har lejet deres boliger ud via Airbnb, har haft indtægter for 32 millioner kroner.

Den typiske Airbnb-vært i Aarhus udlejer sin bolig 17 dage om året.

Vi byder konkurrence velkommen, men det skal bare foregå på lige vilkår.
Kirsten Munch Andersen, politisk direktør, Horesta

Hvor meget skat, der er svaret af indtægterne fra udlejningen, vides ikke.

Men Horesta efterlyser en model, hvor Airbnb tvinges til at indberette lejeindtægterne til Skat.

- Der bør være sikkerhed for, at der bliver betalt skat af de indtægter, som udlejerne har fået, siger Kirsten Munch Andersen.

Hun ser også gerne, at der indføres et loft over antallet af dage, man kan udleje sin bolig via Airbnb.

Det har man indført i andre europæiske storbyer.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) ser dog ikke umiddelbart et behov for at indføre et loft over udlejningen.

- Med det vi kan se på tallene her, er der ikke umiddelbart noget, der får alarmklokkerne til at ringe. Men det er klart, at vi skal følge udviklingen tæt for at sikre, at konkurrencen på området sker på ordentlige betingelser, siger han til Ritzau.

Airbnb og Aarhus

Airbnb har haft en markant fremgang i antallet af overnatninger i Aarhus det seneste år

Omkring 2600 værter i Aarhus har det seneste år udlejet deres boliger via Airbnb

Det har resulteret i 45.000 gæster, der i gennemsnit har overnattet 3,5 dage pr. gæst

Det giver samlet set 157.500 overnatninger

Det er en stigning på 61 procent sammenlignet med samme periode sidste år

Næsten halvdelen af gæsterne er danske, og størstedelen kommer fra København

Værterne har haft indtægter på 32 millioner kroner ved udlejningen

Den typiske Airbnb-vært i Aarhus udlejer sin bolig i 17 nætter om året

Sidste år blev der formidlet tre millioner overnatninger på landsplan via Airbnb. To millioner af dem var i København.

Kilde: Aarhus Kommune, Airbnb, Ritzau 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her