Annette og Kim er blandt de heldige: Fik nyt job, selvom alderen var omkring 60 år

En ny aftale mellem arbejdsmarkedernes parter skal sikre, at seniorer i højere grad er en del af arbejdsmarkedet. Annette Møller og Kim Erik Jensen er to af dem, der er lykkedes med at få et nyt job sent i karrieren – endda hos samme virksomhed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Undersøgelser peger på, at mister man først sit job efter sin 50 års fødselsdag, er risikoen for at blive langtidsledig meget større.

Arbejdsmarkedets parter har onsdag formiddag landet en aftale, som skal være med til at sikre flere hænder på arbejdsmarkedet. Én af de knapper, man ønsker at skrue på, er seniorerne, som i højere grad skal blive på markedet.

En undersøgelse fra Ballisager viser, at hver femte virksomhed sorterer ældre ansøgere fra helt automatisk, men det skal der laves om på.

- En, synes jeg, rigtig fornuftigt og balanceret aftale, som selvfølgelig ikke løser alle problemer, men som er et væsentligt skridt til at gøre en forskel ude i virkelighedens verden, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard til TV2.

Én af dem, der har oplevet at skulle søge et nyt job i slutningen af karrieren, er Annette Møller. Hun er nu 61 år og fik for et år siden et job hos firmaet Valeur i Aarhus. Men da hun mistede sit arbejde i forbindelse med coronakrisen, kunne hun godt mærke, at hun ofte lå nederst i bunken af ansøgninger.

Det er selvom hun har uddannelser som revisor, jurist og ejendomsmægler på CV’et, og dermed en del viden og erfaring at byde på.

- Det er åbningen med at komme ind i virksomheden, der kan være et problem i min alder, siger Annette Møller til TV2 ØSTJYLLAND.

Firma går målrettet efter de ældre

De seneste otte år har Annette Møller arbejdet med e-handel, og det er også det, hun beskæftiger sig med i sit nye job hos Valeur.

Og her – hos den aarhusianske familie-virksomhed – er hun altså langt fra alene om at være forholdsvis ny i jobbet, selvom hun er betydeligt tættere på pensionsalderen end studenterhuen. Firmaet har en bevidst strategi om at ansætte det, de kalder for seniortalenter.

- Den er ro, professionalisme og lange erfaring gør bare, at vores kunder får en bedre løsning i sidste ende, siger Klaus Valeur Leffers, der er ejer og direktør i firmaet.

Klaus Valeur, der er 40 år, har overtaget virksomheden efter sin mor.

Du er selv 40 år – skulle der ikke sidde en ældre på din plads?

- Jo, og det har der også gjort i mange år. Min mor startede virksomheden for 30 år siden, og nu har vi kørt et generationsskifte. Jeg håber, jeg har overtaget mange af de gode værdier, som hun startede virksomheden op med, for det har altid været vores strategi at ansætte modne og erfarne medarbejdere, siger Klaus Valeur.

Risikerer I så ikke tværtimod at miste en masse unge talenter?

- Det kan du have ret i på nogle områder. Vi ansætter også unge, men det er til andre dele af vores forretning, som for eksempel vores IT-udvikling, siger Klaus Valeur.

Bliver ved i flere år

Mens Annette Møller sidder og hjælper Valeurs kunder indenfor e-handel og kundeservice, sidder 62-årige Kim Erik Jensen i den anden ende af det åbne kontorlandskab og sikrer nye kunder til firmaetd samarbejdspartnere.

- Jeg ramte bulls-eye, da det lykkedes mig at få fingrene i det her job, siger han.

Han har været ansat i virksomheden i fire år, efter han tidligere har arbejdet sig op fra at være sælger til direktør i reklame- og mediebranchen. Siden fulgte en ansættelse i en brancheforening, inden han som 58-årig mistede jobbet grundet en omstrukturering.

- Rigtig mange i mine omgangskreds sagde ”uh ha, nu er du sidst i 50’erne. Det bliver rigtig svært, hvis ikke umuligt.” Gudskelov kunne jeg holde kadencen og modet oppe, siger Kim Erik Jensen.

I sit nuværende job har han blandt andet kontakt til direktørerne i Danmarks 100 største virksomheder. Og her mener han, at erfaringen og et langt arbejdsliv kommer ham til gode.

Kunne en ung person ikke lige så godt udføre dit job?

- Jo, langt henad vejen. Men sagligheden, fagligheden og den lange erfaring fra brancher og det at være i forretningsverdenen vil de mangle, siger han.

Den erfaring tyder på at blive endnu længere, medmindre, som han siger, chefen vil det anderledes. Kim Erik Jensen lover nemlig, at hvis vi kommer tilbage om fem år, sidder han stadig i sin stol på kontoret og trækker i trådene. 

Mød Annette Møller og Kim Erik Jensen i tv-indslaget nedenfor.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her