Bevæbnet mand viftede med flag midt i trafikeret vejkryds
Østjyllands Politi anholdt lørdag aften en 46-årige mand, som rendte rundt i et stort kryds i Aarhus og viftede med et palæstinensisk flag.
En 46-årige mand gjorde sig lørdag aften ekstra bemærket i trafikken, da han stillede sig op midt i krydset ved Randersvej og Vejlby Ringvej.
Med sig havde han et stort palæstinensisk flag, som han viftede med, og en køkkenkniv.
Det fik en 25-årig mand til at melde hændelsen. Østjyllands Politi fik anmeldelsen klokken 17:26.
- Da vi kommer ud i krydset, tager vi kontakt til ham. Han er spirituspåvirket, men ikke truende, og køkkenkniven havde han ikke fremme. Han havde den blot på sig, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi, Michael Ørum, til TV2 ØSTJYLLAND.
Østjyllands Politi ved endnu ikke, hvorfor den 46-årige mand havde valgt at stille sig midt i krydset i det nordlige Aarhus og vifte med det palæstinensiske flag.
- Det viste sige at være en psykisk uligevægtig person, og han blev kørt på Psykiatrisk Hospital, siger Michael Ørum til TV2 ØSTJYLLAND.
Ingen kom noget til i forbindelse med episoden.