Bilist påkørte mand i kørestol: Fem ugers indlæggelse og amputeret ben
Dommeren ved Retten i Aarhus besluttede, at den tiltalte slap for den bødestraf, han var stillet i udsigt. Det skyldes sagens urimeligt lange ventetid på sin vej igennem retssystemet.
Det kom til at koste en ældre mand det ene ben, at han blev påkørt af en bilist i krydset mellem Tingskov Allé og Obstrupvej i Mårslet en sommerdag i 2021.
Sagen er først nu efter flere års venten i retssystemet blevet behandlet ved Retten i Aarhus, hvor bilisten - en i dag 73-årig mand - var tiltalt.
Anklagemyndigheden gik efter at få ham idømt en bødestraf for flere overtrædelser af færdselsloven og for overtrædelse af straffelovens paragraf 249 om uagtsom legemsbeskadigelse.
Den ældre mand, som han ramte i forbindelse med et højresving, kom kørende i kørestol ad Obstrupvej, da han altså pludselig blev påkørt, så han røg ud af stolen og endte foran bilen, under hvilken kørestolen sad kilet fast.
Det fremgår af en domsudskrift i sagen, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i.
Bakkes op af vidneforklaring
Den ældre mand var som følge af sine skader indlagt i fem uger med dobbelt lårbensbrud, og undervejs fik han altså amputeret sit højre ben. Han kunne tidligere gå med hjælp, men efter ulykken har han været bundet til sin kørestol.
Den tiltalte forklarede, at han havde kørt på strækningen hver dag i 40 år, og at han altid sørgede for at orientere sig i forhold til cyklister og fodgængere. Han så ikke manden i kørestolen, før han hørte et bump og steg ud af sin bil.
Et vidne forklarede da også i retten, at han heller ikke mente, at den tiltalte foretog sig noget forkert i forbindelse med sit højresving, fordi han både kørte i et tilpasset tempo og blinkede af. Vidnet så ikke selve påkørslen.
Den tiltalte endte med at blive frifundet for anklagen om uagtsomt legemsbeskadigelse, men han blev fundet skyldig i overtrædelse af færdselslovens paragraf 3 omkring det at "optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed", som det hedder.
Af domsudskriften fremgår det, at dommeren besluttede at droppe kravet om en bødestraf, fordi sagens behandlingstid i retssystemet havde oversteget det rimelige i væsentligt omfang.
Af samme årsag ender statskassen med at betale alle sagens omkostninger.