Blæser på udskudte eksamener: I dag tog de første studenter huen på
Selvom de teknisk set ikke er studenter endnu, fordi deres eksamener er udskudt, blæste de studerende på Marselisborg Gymnasium i dag på teknikaliteterne og tog huen på.
Hele den pukkelryggede var i dag mødt op foran Marselisborg Gymnasium, hvor Frederikke Rosenstedt som en af de første i dag kunne lægge tre års slid og slæb bag sig og lade studenterhuen trykke.
Men selvom det blev fejret på vanlig vis med champagnebobler og sommerkjoler, så var det ikke en studenterfejring som alle andre.
Frederikke Rosenstedt og de andre 3.g'ere på Marselisborg Gymnasium er nemlig teknisk set ikke studenter endnu. Coronakrisens nedlukning har betydet, at deres sidste eksamener er udskudt, men det blæste de altså i dag på.
- Det er vanvittigt. Jeg har kæmpet i tre år nu, og så er det bare rart endelig at blive færdig. Det er helt vildt fedt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
'Nu skal jeg bare leve livet'
Normalt venter familien i spænding ude foran eksaminationsdøren på, at de kan få lov at sætte huen på.
Den tradition var i dag rykket udenfor i coronaens tegn, hvor en meget nervøs mor havde taget plads.
- Jeg er nervøs. På hendes vegne. Det er meget specielt, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Da datteren endelig kom ud i solen blev der da heller ikke sparet på krammere og bobler, og det var en tydeligt lettet selverklæret student, der kunne træde ud i solen.
- Nu skal jeg bare tjene penge, hygge mig, sove længe og feste. Jeg skal bare leve livet.
Håber på en almindelig studentertid
Dagens eksamen var et forsvar af SRP-opgaven. Resten af eksamenerne er udskudt til den 26. juni, og først der kan eleverne officielt kalde sig studenter.
- Planen var, at de første skulle have haft hue på i sidste uge lige inden translokationen, så de er lidt civilt ulydige, men det lader vi dem være, siger rektor på Marselisborg Gymnasium, Kirsten Skov, til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom det også betyder, at Frederikke Rosenstedt nu kun skal op til tre frem for otte-ni eksamener, så frygter hun dog, at coronakrisens mange konsekvenser også vil betyde, at den efterfølgende studentertid ikke helt vil nå samme højder, som hun i tre år havde set frem til.
- Jeg håber, at det kan foregå så almindeligt som muligt, så vi får lov at køre studentervogn og holde studentergilder. Men det skal nok blive godt uanset hvad, siger hun.