For dyrt i Aarhus?
70.000 kr. for at leje en græsplæne
Det er for dyrt at sætte sit cirkustelt op i de grønne områder i Aarhus. Det mener flere af de omrejsende underholdere.
Senest har Søren Østergaard rejst kritikken, fordi han mener, at prisen for at lejen af Mindeparkens græs langt overstiger, hvad der er rimeligt. Østergaards Zirkus Nemo betaler over 70.000 kr. til kommunen for de godt fire uger, forestillingen er i byen. Det fik Søren Østergaard til at udtale til Århus Stiftstidende, at " Det virker som om Aarhus gerne vil af med os."
I Kulturkampen torsdag aften svarer formanden for Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune Camilla Fabricius (S) på kritikken.
- Det handler om et budgetforlig. I 2008/2009 var vi nødt til at spænde livremmen voldsomt ind i forhold til en række besparelser. Ligesom vi spændte livremmen ind på aktivitetstilbud til mennesker med handicap eller på daginstitutionerne, så var vi også nødt til at gøre det her, siger hun.
Alle skal betale til fællesskabet
Camilla Fabricius understreger, at kommunen er rigtig glad for, at både Nemo og andre cirkusser ligger vejen forbi Aarhus. Men de bliver ligesom alle andre virksomheder nødt til at betale til den fælle kasse.
- Det er rigtig vigtigt, at vi har en række kulturtilbud, men jeg synes også, det er væsentligt, at man betaler til det fællesskab, man er en del af. Og Søren Østergaard laver et fremragende cirkus, men omvendt må man jo også sige, at det er væsentligt at vi bidrager til fællesskabet, siger hun.
I videoen herover kan du se hele interviewet med Camilla Fabricius. Du kan også høre hvad panelet i Kulturkampen mener om årets forestilling, når der bliver uddelt stjerner til Zirkus Nemo. Programmet bliver desuden vist på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 18.20 og 19.55.