Få et bryst af dit eget fedt

Afdeling er den første i Danmark med ny operation

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Colourbox
Af Ritzau

Tusindvis af kvinder, der skal have genskabt et bryst efter endt kræftbehandling, får nu mulighed for at slå to fluer med et smæk.

Som de første i Danmark har Plastikkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital med succes genopbygget et helt bryst ved at transplantere kvindens eget fedt til området.

- Ved hjælp af fedtsugning bruger vi kvindens eget fedt. Ud over et bryst, som føles så naturligt og blødt som muligt, så opnår man også en modellering af kroppen, fordi vi samtidig fjerner overflødigt fedt fra for eksempel hofter, mave eller lår, siger overlæge Tine Damsgaard fra Plastikkirurgisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Metoden vurderes at give færre gener og har mindre risiko for infektioner, da indgrebet er relativt lille.

- Desuden er der ikke brug for yderligere operationer eller kontrol som ved implantater, som desuden indebærer risiko for, at de kan gå i stykker, siger Tine Damsgaard.

Hvis kvindens vægt ændrer sig senere, så følger det genopbyggede bryst vægtudviklingen i modsætning til et implanteret bryst.

Første bryst transplanteret

59-årige Mette Jensen er den første, som har afsluttet den nye behandlingsform, efter at en kræftoperation i 2010 kostede hende et bryst.

Hun ville ikke tøve med at gøre det igen, hvis det mod forventning blev aktuelt.

- Generne har mest handlet om ømhed nogle dage efter, hvor der blev suget fedt ud. Det eneste, man kan indvende, er, at behandlingen er lidt langstrakt, fordi indsprøjtningerne skal foretages ad flere omgange, siger hun.

Hospitalet i Aarhus har foreløbig fem andre kvinder i gang med samme behandling og er begyndt at tilbyde det til kvinder, som har fået fjernet hele brystet og ikke fået strålebehandling.

- Det er banebrydende, at vi nu i Danmark har fået teknikken til at virke. Jeg tror, at det bliver standardbehandling i løbet af nogle år, siger overlæge Tine Damsgaard.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her