Færger genindfører særlig coronaregel
Særligt sårbare rejsende får en ekstra måde at beskytte sig selv, når de i juledagene rejser med Molslinjens færger.
For at sikre en tryg overfart har Molslinjen valgt at genindføre regler fra tidligere i coronakrisen.
I jule- og nytårsdagene vil særligt sårbare personer, der rejser med rederiets færger, nemlig kunne blive i bilen, mens færgen sejler.
Det meddeler Molslinjen i en pressemeddelelse, hvor det understreges, at det kræver en særlig billet.
Normalt skal alle rejsende i bil forlade deres køretøj på vogndækket og gå op i færgens passagerdæk. Men på grund af en dispensation fra Søfartsstyrelsen kan rederiet omgå den regel.
Læs også:
- Der er mange gode grunde til, at ophold på vogndækket ikke er tilladt, men som smittesituationen er lige nu, må vi blot konstatere, at mange særligt sårbare kan risikere ikke at kunne rejse i julen, hvis vi ikke laver en undtagelse. Derfor åbner vi nu igen for muligheden, udtaler Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard, i pressemeddelelsen.
Uheldige konfrontationer
Tilbuddet om at kunne blive på vogndækket gjaldt også tidligere under coronapandemien, da danskerne endnu ikke var vaccineret.
- Vi oplevede, at mange bookede plads på vogndækket, selv om de ikke var i en særlig sårbar situation. Flere forlod bilen for alligevel at gå i passagerområdet for at købe mad eller kaffe, og det gav en række uheldige konfrontationer, som vi meget gerne vil undgå, siger Jesper Skovgaard.
Læs også:
De sårbare rejsende, der vil gøre mulighed af tilbuddet, skal inden rejsen booke plads til at blive på vogndækket. Har man ikke på forhånd bestilt den særlige billet, vil man blive bedt om at gå op på passagerdækket.
Fordi der kun er ganske få pladser på vogndækket, opfordrer Molslinjen kraftigt til, at det kun er personer, der med sikkerhed har behov for pladserne, der booker dem.
Ordningen løber til og med søndag den 2. januar.