Far dræber mor med kniv - børn til stede
Mor til to er dræbt i Viby. Børnenes far er sigtet. De to børn var til stede - den ene fik snitsår i hånd.
En 28-årig kvinde er død, efter at hun torsdag formiddag blev stukket med kniv i sin lejlighed i Aarhus-forstaden Viby.
En 38-årig mand, der er far til kvindens to børn, er anholdt og sigtet for drab.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.
Det var torsdag klokken 10.30, at politiet fik en anmeldelse om, at den 28-årig kvinde var blevet overfaldet og stukket med en kniv i en lejlighed på Byvangs Allé i Viby.
Børn til stede - pige kørt til hospitalet
Kvindens to børn - en pige på fire år og en dreng på seks år, var også på stedet. Pigen havde fået nogle snitsår på den ene hånd.
Der blev med det samme sendt både politi og ambulancer til stedet, hvor det hurtigt stod klart, at kvinden var svært tilskadekommen. Hun blev kørt til hospitalet, hvor hun kort før middagstid afgik ved døden, oplyser politiet.
Kvindens fireårige datter blev også kørt til behandling på hospitalet, men hun havde umiddelbart kun fået overfladiske skader.
Anholdt på gaden
På gaden neden for kvindens lejlighed fik politiet kontakt til den 38-årige mand, der er far til de to børn. Han blev anholdt på stedet og er nu blevet sigtet for drab.
Østjyllands Politi oplyser, at den 38-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus fredag formiddag klokken 09.30.
Læs også:
Torsdag eftermiddag arbejder politiet stadig på stedet og vil formentlig være der i nogle timer endnu, lyder det i meddelelsen.
Til TV2 ØSTJYLLAND oplyser kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Janni Lundager, at de sociale myndigheder er inddraget med henblik på at varetage de to mindreårige børn og finde ud af, hvad der videre skal ske med dem.