Fire elever har skrevet deres egen musical: Nu kulminerer det
Fire gymnasieelever har skrevet deres egen musical
Måneders arbejde kulminerer i disse dage på Langkær Gymnasium.
Fire gymnasieelever begyndte i april med arbejdet på årets musical på Langkær Gymnasium. Egentlig skulle de bare opsætte en af de klassiske musicals, men det stod hurtigt klart for de fire elever, at de ville lave deres egen.
- Da vi begyndte at snakke om, hvad den skulle handle om, snakkede vi meget om, at det skulle være noget, man kunne relatere til – man skulle kunne leve sig ind i den som publikum og elev, siger Pernille Maja Carlsen, der er medinstruktør på forestillingen og som går på Langkær Gymnasium.
Derfor blev de enige om at skrive deres egen musical. Den har fået titlen ’De nære ting’.
Musicalen handler om fire venner, der rejser til New York for at ære en nyligt afdød ven, men tingene går galt, og deres venskab og selvforståelse kommer på prøve i byens kriminelle underverden.
- Det er en karikeret udgave, vi gerne vil have frem, siger kapelmester og medforfatter Emil Kjær Bødker.
Et halvt år gik der med at skrive manuskript og forberede dans, sang, musik og koreografi. Også en del af sommerferien blev inddraget til arbejdet.
- Det er noget, vi har gjort, fordi vi brænder for det, siger Julie Braad, der også er medarrangør.
I aften er der generalprøve inden der er premiere i morgen aften.
- Jeg glæder mig helt vildt meget til det. Det er så fedt, at noget man har arbejdet med i så lang tid det bare kulminerer. Jeg glæder mig til at få det vist for et publikum, siger Emil Kjær Bødker.
Se mere i indslaget øverst i artiklen.