Freddy har været AGF-fan i 30 år: - Det er spændende på den fede måde nu

Freddy Kirszner har næppe fået armene ned efter søndagens kamp mellem AGF og FC Midtjylland. Han spår, at fodboldeuforien nu er på vej tilbage til Aarhus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Freddy Kirszner håber, at AGF som minimum hiver en bronzemedalje hjem i denne sæson.

For første gang i et kvart århundrede er det ikke pinligt at komme fra Aarhus, når talen falder på fodbold.

Nu er det igen en ren fornøjelse at være AGF-fan, hvis man spørger Freddy Kirszner fra Aarhus. De sidste 30 år har han været inkarneret AGF-fan, og det har været noget af en rutsjebanetur.

- Hvis du spørger min kone, så tror jeg hellere, hun vil have mig hjem efter en sejr end efter et nederlag. Jeg er ikke til at være sammen med, når AGF har tabt, siger Freddy Kirszner til TV2 ØSTJYLLAND.

Søndag slog AGF de ellers helt nyslåede danske mestre fra FC Midtjylland 3-0, og på søndag venter opgøret mod FCK, som potentielt kan føre AGF mod andenpladsen. Uanset udfaldet lugter der for første gang i mange år af metal i klubhuset i Viby.

Det er den eufori, vi er ved at finde tilbage til nu.
Freddy Kirszner

Og det er noget, der glæder en hardcorefan som Freddy Kirszner, der i øjeblikket har det store smil fremme.

- Jeg tror ikke helt, jeg har fået armene ned endnu. Det er spændende på den fede måde nu. Som man måske kan høre på min stemme, var vi også ude og fejre det bagefter.

Sådan så det ud til pokalfinalen i 1996.

”Decideret pinligt”

Samme begejstring har der dog ikke altid været blandt klubbens fans.

Men på trods af mange nedture, nedrykninger og drillerier fra andre, kan man ikke kureres, når man først er ramt af den ”hvide syge”, som Freddy Kirszner kalder den.

- Det er lige før, at det har været decideret pinligt. Men vi har selvfølgelig været der alligevel - det er jo i medgang og modgang. Selvom vi har haft nederlag, har jeg haft trøjen på dagen efter alligevel.

Vi skal have så mange som muligt med ud og bakke op.
Freddy Kirszner

Alligevel sidder trøjen dog bedre, når 'de hviie' har klaret sig godt.

- Det er dejligt, at der endelig er noget kontinuitet omkring holdet, og at man igen kan gå rundt og flashe sin AGF-trøje med rank ryg.

Freddy Kirszner kan nu tage sin AGF-trøje på med ekstra stolthed.

Euforien tilbage i byen

Særligt ét AGF-minde står klart i Freddy Kirszners erindring. Nemlig pokalfinalen i 1996, hvor AGF vandt over Brøndby.

- Vi havde lejet en bus, vi kørte der over i. Det var en helt fantastisk tur.

Og netop dén eufori er med de nye resultater nu på vej tilbage til Aarhus, ifølge Freddy Kirszner.

- Det er den eufori, vi er ved at finde tilbage til nu. Byen sitrer af fodbold. Det er skønt for hele byen, tænker jeg.

Han oplever også, at flere begynder at følge med i, hvad der foregår, når det går godt for byens hold.

- Vi skal have så mange som muligt med ud og bakke op.

AGF vandt søndag aften med 3-0 over de nykårede danske mestre fra FC Midtjylland. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En lys fremtid for AGF

Freddy Kirszner håber, at denne sæson kan blive en god en af slagsen, og at AGF som minimum hiver en bronzemedalje med hjem.

- Vi har ikke vundet noget endnu, men bare det, at vi formår at rejse os og slå mestrene nu her, det er helt fantastisk. Drømmescenariet for denne sæson er jo, at vi kan snuppe sølvet. Vi er to point efter FCK. Dem skal vi jo møde i næste runde, og jeg tror faktisk, at vi slår dem.

Og lige så optimistisk lyder Freddy Kirszner, når det gælder længere ude i fremtiden.

- Jeg synes, det ser fortrøstningsfuldt ud, når man kigger i krystalkuglen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her