Frivillige i gule veste: Stor eftersøgning efter forsvundne Peter
Organisationen Missing People leder efter 29-årige Peter Burns i Aarhus.
OPDATERING KL.17
Missing People har søndag aften indstillet eftersøgningen. Vivian Winther Eriksen, der er presseansvarlig hos Missing People, siger til TV2 ØSTJYLLAND:
- Dagens eftersøgning er gået fint. De områder, der er blevet tildelt fra politiet, er blevet undersøgt, men vi har ikke fundet savnede. Men det er ikke spildt arbejde, fordi vi har fået udelukket en masse områder, ved at gå områderne igennem.
Hun har desuden et budskab til dem, der bor på Aarhus Ø:
- I må meget gerne tjekke kælderrum, cykelrum og vaskerum, og alle dem der har både nede ved havneområdet – både på land og i vandet – må gerne slå et smut forbi og tjekke, at alt er som det skal være, lyder det fra Vivian Winther Eriksen.
Massevis af frivillige i gule veste leder søndag efter 29-årige Peter Burns, der har været forsvundet i godt en uge.
Det er organisationen Missing People, der arrangerer eftersøgningen.
- De frivillige leder efter de ting, politiet har oplyst dem at være specielt opmærksomme på. Blandt andet tøj og andre ejendele, siger Vivian Winther Eriksen, der er presseansvarlig hos Missing People, til TV2 ØSTJYLLAND.
Cirka 20 frivillige deltager i eftersøgningen, som tog udgangspunkt i lystbådehavnen i Aarhus. Men Missing People ønsker ikke at oplyse konkret, hvor der skal ledes.
- Vi oplyser ikke, hvor vi søger. Vi har base nede i Aarhus Sejlklub. Derfra bliver folk delt i grupper og tildelt et område, de går ud og afsøger, siger Vivian Winther Eriksen.
29-årige Peter Burns forsvandt natten til søndag for godt en uge siden. Den 29-årige havde drukket fyraftensøl i det centrale Aarhus. Og han skulle efter planen have overnattet hos sin søster på Aarhus Ø.
Men Peter Burns dukkede aldrig op. Sidste livstegn fra den forsvundne mand er et signal fra hans mobiltelefon, der gik på en mast ved Aarhus Ø.
Politiet er derudover kommet i besiddelse af videobilleder fra et overvågningskamera, der fastslår, at Peter Burns er gået forbi Navitas-bygningen på Aarhus Havn klokken 02.55 om natten. Han har på det tidspunkt retning mod Aarhus Ø.
På videobillederne ses, ifølge politiet, en ung mand, der kører forbi Peter Burns på en damecykel. Den unge cyklist kigger efter ham i et stykke tid, inden han kører videre væk fra området. Politiet har siden ledt efter den unge mand.
29-årige Peter Burns er fra Irland, men bor i øjeblikket i Aarhus sammen med sin søster.
Efter at have drukket øl med kolleger sagde Peter Burns pænt farvel et sted mellem midnat og klokken 01.00, hvorefter han forlod 'Pub'en' i Jægergårdsgade. Han gik herefter ad M.P. Bruuns Gade i retning mod havnen.
Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen og er underrettet om Missing Peoples eftersøgning i dag:
- Vi har desværre intet nyt, lyder det fra Hans Henrik Bagger, vagtchef hos Østjyllands Politi, søndag eftermiddag.
- Vi hører derfor fortsat meget gerne fra cyklisten, vi tidligere har efterlyst, eller andre vidner, der har set noget, fortsætter han.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.