Genialt genbrug: Hospitalsdyner giver småbørn dybere søvn
Mere end 100 kasserede hospitalsdyner fra Region Midtjylland er blevet syet om til børnedyner til gavn for daginstitutioner i Aarhus Kommune.
Det er egentlig ret simpelt, når man først lige har fået den gode idé. Sådan en fik en gruppe designteknolog-studerende på VIA University College, og nu har midtVask i Aarhus så sat idéen i system. Som et pilotprojekt syr de nu kasserede hospitalsdyner om til børnedyner til institutioner i Aarhus.
De gamle dyner bliver klippet over, syet til mindre dyner og nu er mere end 100 dyner så sendt af sted til kommunens institutioner.
- Jeg tænker, det giver mening, fordi vi holder ressourcerne i live så lang tid som muligt. Når dynerne er blevet brugt i flere forskellige livscyklusser internt på MidtVask og på hospitalerne, så kan vi stadig holde ressourcerne i live ved at sy dem om og sælge dem til Aarhus Kommune, siger Sarafina Andersen, der er bæredygtighedskonsulent hos midtVask.
Ideen opstod, da de studerende fra VIA University College arbejdede med en case om midtVask og genbrug af hospitalsdyner. De udarbejdede et gennemarbejdet koncept, som midtVask umiddelbart kunne arbejde videre med.
Ifølge midtVask kasseres dynerne primært, hvis kantbåndet rives af, eller hvis en af deres maskiner får for hårdt fat i hjørnerne, så der laves huller.
En af fordelene er, at det er mindre ressourcekrævende at genbruge dynerne i stedet for at genanvende dem til for eksempel isolation, hvor dynerne først skal rives i stykker.
Region Midtjylland har et mål om at nedsætte affaldsmængden med 70 pct. inden 2030. I dette tilfælde samarbejder regionen så med Aarhus Kommune, der også glæder sig over projektet.
- Vi får nogle relativt billige dyner i rigtigt god kvalitet, så der er noget økonomi i det. Og så er hele genbrugs-idéen også rigtigt god, siger indkøbs- og udbudschef i Aarhus Kommune Anette Juhl Winther til TV2 ØSTJYLLAND.
Tungere end andre dyner
Et af de steder, hvor dynerne allerede gør stor gavn, er hos en dagplejer i Trige. Her har de siden sommer benyttet dynerne til stor tilfredshed.
- Alle mine børn har en dyne. Vi er rigtigt glade for de her dyner, for de giver en masse ro, og de giver børnene en dybere søvn og på den måde en længere søvn, siger Cecilia Schram, der har fire børn i sin dagpleje.
Og så er der også flere andre, praktiske fordele ved dynerne. De er nemlig tungere end de almindelige dyner.
- Det gør, at børnene sover længere. Derudover er den temperaturregulerende, så de er hverken for kolde eller for varme, når de kommer op af barnevognen, siger Cecilia Schram.
MidtVask håber, at man i fremtiden kan udvide samarbejdet, så flere produkter kan sendes til genbrug i kommunen. Og netop den slags partnerskaber er noget, som Aarhus Kommune også ser positivt på.
- Det, at der er en virksomhed, som tænker ud af boksen, og som tager et initiativ, synes vi, er superspændende. Og så gør vi alt, hvad vi kan for at få etableret et samarbejde og få omsætning i det, siger Anette Juhl Winther, indkøbs- og udbudschef i Aarhus Kommune.
Gruppen fra VIA, som fik idéen, bestod af Amalie Jespersen, Mette Amanda Ryberg, Marie De Fønss Gandrup, Carina Fredsø Lamot, Kamilla Richter Duelund, Thea Victoria Rebsdorf-Gregersen og Emma Katrine Beuchert.