Godt nyt til skovskidere: Nye toiletter kan være på vej
Menneskeafføring i skovbunden har tidligere været så stort et problem i Riis Skov, at Aarhus Kommune har set sig nødsaget til at sætte skilte op. Nu vil byrådspolitiker have flere toiletter i skoven.
Menneskeafføring i skovbunden har over længere tid været et problem i Riis Skov ved Aarhus.
Særligt ved skovens fitnessområde 'Fitness i det Fri', har besøgende i skoven oplevet at passere afføring - eller ligefrem personer, der har været i færd med at forrette deres nødtørft blandt blade og mos.
Men nu skal der altså sættes et punktum i kampen mod menneskeafføring i skoven.
Derfor stillede byrådsmedlem, Dorthe Borgkvist fra Liste Trivsel, Velfærd og Reel Borgerinddragelse, på onsdagens byrådsmøde, forslag om, at sætte flere offentlige toiletter op i skoven.
- Riis Skov er en meget benyttet skov, hvilket er positivt, men når mange mennesker benytter det samme areal, er der behov for at kunne få forurettet sin nødtørft, lyder det i beslutningsforslaget fra listen.
'Skid ikke'-skilte var ikke nok
I midten af oktober måned blev der sat særlige skilte op i skoven.
Skiltene indeholdt piktogrammer, der viste skovens besøgende, at det ikke er i orden at dumpe sin afføring i skovområdet.
Først blev skiltene sat op i små størrelser. Senere i A4-størrelser for at sikre, at de nu også var tydelige nok.
Skiltene, mener Dorthe Borgkvist, er et fornuftigt initiativ, men der skal mere til. Hun foreslår, at der bliver etableret et offentligt toilet ved træningspladsen, så der maksimum bliver omkring 600 meter til et offentligt toilet i Riis Skov.
Derudover ønsker hun bedre skiltning til de offentlige toiletter med angivelse af afstand, og så foreslår hun, at det offentlige toilet kunne være et betalingstoilet.
Under byrådsmødet onsdag var der enighed om, at det var vigtigt at rette fokus mod problematikken i Riis Skov.
Ifølge Lone Norlander Schmidt (Ø) handler det om omsorg for byens borgere.
- Det er både en omsorg for ældre, der har svært ved at holde sig, men også for børn, der hurtigt skal ud af flyverdragten, inden det går galt, sagde hun på mødet.
Det blev under mødet diskuteret, hvorvidt toilettet skal være med låse-app, og om det skal være med solceller.
Peter Sporleder foreslog desuden, på vegne af den konservative byrådsgruppe, at forslaget fra Dorthe Borgkvist blev ændret til at gælde alle kommunens rekreative områder og skove, således at der bliver kigget på mulighederne og behovet for flere toiletter i al almindelighed.
"Hvad har du i munden?"
De gentagende skovskiderhændelser har ikke blot været et problem for enkeltpersoner, der har lagt sin vej forbi den velbesøgte skov.
Også for områdets hundeejere har mængden af menneskeafføring vist sig at være problematisk.
Blandt andet har Sacha Eklund Grauballe oplevet, at hendes hundehvalp vendte retur fra buskadset med toiletpapir og afføring i munden.
En problemstilling som bylivschef i Aarhus Kommune, Kim Gulvad nikker genkendende til.
- Det viser sig, at der er meget protein i menneskeafføring. Så en hund ser en menneskelort som en dejlig proteinbar, der ligger i bunden af skoven, sagde han i slut oktober til TV2 ØSTJYLLAND.
Tag en pose med
Kim Gulvad har tidligere givet udtryk for, at de 27 offentligt tilgængelige toiletter, der er sat op i kommunen, bør gøre det muligt for løbere og andre at planlægge deres ture, så de går forbi et af dem.
- Der er også økonomi i det. Og offentlige toiletter er både driftsmæssigt, men også etableringsmæssigt dyre, så det er jo et prioriteringsspørgsmål konstaterede han i oktober og fortsatte:
- Jeg appellerer til, at man tager en pose med, så man som minimum kan tage papiret med, og så dumpe det i en skraldespand, ligesom hundeejerne gør, når deres hunde besørger.
Forslaget om offentlige toiletter i Riis Skov er nu sendt videre til behandling i Magistraten.