Grundlagde friskole i sommer - nu er otte nye på vej
Første hold 0. klasser er kun lige startet på ny friskole i Trige, men skolen inspirerer allerede flere steder i landet til at starte lignende skoler.
Den nye friskole i Trige, DIN friskole, slog dørene op for deres første elever lige efter sommerferien 2022. Siden da har flere forældre rakt ud til idékvinden bag skolen, Emilie Skaarup Bruhn, i håb om at kunne oprette lignende skoler til deres egne børn.
Nu er der oprettet initiativgrupper otte andre steder landet over. Grupperne arbejder på at grundlægge nye friskoler efter samme model.
De første ideer om at grundlægge en skole fik Emilie Skaarup Bruhn i 2012. Det er disse tanker, som 10 år senere blev til virkelighed. Nu er Emilie Skaarup Bruhns andet mål også ved at blive indfriet.
- Mit mål har hele tiden været at skabe en skole, der kunne inspirere andre. Derfor er det fedt, at der er så mange som er interesserede i at starte nye DIN friskoler. Så er konceptet jo allerede blevet bredt meget mere ud, siger Emilie Skaarup Bruhn.
Lige nu arbejdes der på at brede konceptet ud otte forskellige steder i landet. Forældre har oprettet initiativgrupper i Ry, Syddjurs, Kolding, Sønderborg, Fyn, Hobro, Esbjerg og på Sjælland.
Flugten fra folkeskolen
Forældrene, der henvender sig til Emilie Skaarup Bruhn, vil gerne skabe en bedre skole til deres egne børn. Det var også en af de store drivkræfter for idékvinden bag friskolen i Trige.
- Det var ikke meningen, at jeg skulle arbejde på den skole, jeg har lavet. Det var for at lave en skole til mine egne børn, og det er også den primære årsag for forældrene der er med til at starte initiativgrupperne.
Mange af forældrene i de otte initiativgrupper oplever ifølge Emilie Skaarup Bruhn at folkeskolen ikke kan opfylde deres børns behov, og derfor forsøger de ligesom hende at starte en ny skole til deres børn.
- Jeg ser, at dem der søger hen til os ikke har fået den hjælp og støtte, de har haft brug for. Der er en stor del som har brændt sig på folkeskolen og ønsker mere fokus på trivsel og forældreinddragelse. Også dem som har været vant til hjemmeskole søger til vores skole, fordi den er mere fleksibel og har færre skoletimer, siger Emilie Skaarup Bruhn.
I initiativgruppen til en ny DIN-friskole på Himmelbjerggården i Ry er en af de primære kræfter i gruppen dog ikke forældre til børn i skolealderen. Birgitte Elisabeth Schøler er pædagogisk assistent med mange års arbejde i folkeskolen og er en af initiativtagerne til Bjergets Naturfriskole ved Ry, som håber at åbne efter sommerferien 2023.
- Jeg har i mange år arbejdet i folkeskoleregi, og jeg har kunne se, at mange børn ikke trives i den folkeskole, vi har i dag. Folkeskolen gør det godt på mange punkter, men mange børn får det svært. Nogle af de behov børnene har er svære at møde i folkeskolen, så vi er nødt til at prøve noget nyt, så da jeg hørte om initiativet, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle være med, siger frivillig initiativtager Birgitte Elisabeth Schøler.
Tankerne om en anderledes skole på Himmelbjerggården lå og ulmede, og det viste sig, at det skulle blive Emilie Skaarup Bruhns tanker og støtte som blev gnisten, der startede det nye projekt.
- Emilie tilbød at komme forbi og fortælle om projektet. Hun tilbød vejledning, rådgivning og støtte. Især i forhold til papirarbejdet, ministeriet og hvordan man i praksis starter en skole op. Det betød meget. Sammen med de grundværdier hun lagde op til, var det noget vi kunne sige ja til med hjertet, siger Birgitte Elisabeth Schøler.
Vil inspirere folkeskolen
Emilie Skaarup Bruhn er meget taknemlig for, at mange forældre har ladet sig inspirere skolen i Trige. Hendes mål har dog ikke hele tiden været at skabe flere friskoler.
- Jeg har ikke fra starten tænkt, at målet var, at jeg skulle skabe mange skoler. Mit mål er, at vi skal inspirere den almindelige folkeskole, så det ikke kun er for dem, der kan betale for at gå i friskole, siger Emilie Skaarup Bruhn
Med de mange nye skoler håber Emilie at kunne skabe et samarbejde på tværs af skolerne. På den måde kan de ideudveksle skolerne imellem og formulere konkrete forslag til ændringer, som kan gives videre til folkeskolen.
Det er ændringer, som Emilie tror bliver nødvendige.
- Jeg ser en generel tendens. Der er mange skoler, der minder om vores og har de samme tanker, som starter op rundt omkring, fordi forældrene ikke vil have deres børn i folkeskolen. Det er denne vej, vi skal, og jeg tror kun, der kommer flere af denne her type skoler.
Skolen i Trige har venteliste for 0. klasse indtil 2026, men er åben for andre klassetrin. Skolen i Ry håber at åbne i sommeren 2023, og skolen i Syddjurs forventer på at tage imod de første elever i 2024.