Her kræver direktøren coronapas
Allerede for en uge siden indførte Aarhus-virksomheden Advansor kontrol af coronapas. Myndighederne har været for længe om det, mener direktøren.
I dag har regeringen meldt ud, at arbejdsgivere den kommende tid får lov til at kræve coronapas af deres ansatte.
Det sker, efter regeringen har indgået en aftale med Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, og Dansk Arbejdsgiverforening, DA. Tiltaget skal gælde, så længe coronavirus anses som en samfundskritisk sygdom, hvilket foreløbig er en måned.
Direktør: En uge for sent
Det bliver frivilligt for virksomheder, om de vil tjekke de ansattes coronapas, men nu får de muligheden.
Det synes de er en god idé hos virksomheden Advansor i Aarhus, og derfor har de også tjekket den seneste uge. Politikerne er nemlig for langsomme, mener Kristian Østergaard Breitenbauch, administrerende direktør for Advansor, som producerer køle- og ventilationsanlæg.
- Jeg synes jo klart, det er gået for langsomt. Jeg hørte allerede den 2. november om morgenen i radioen, at det var en klar anbefaling med coronapas, og derfor varslede vi det en time senere og tre dage efter var det indført, siger Kristian Breitenbauch.
De indførte kontrollen for at passe på medarbejdere samt gæster kunder på fabrikken, forklarer direktøren, og medarbejderne er med på det.
- Langt overvejende har der været god forståelse for det. De ansatte forstår grundlæggende, at det er for at passe på hinanden og på vores familier. Vi skelner ikke mellem, om de er vaccineret eller ej. Vi beder bare om, at man opfylder coronapasreglerne, siger Kristian Breitenbauch.
Elektriker viser gerne passet
I produktionen hos Advansor fortæller elektriker Jesper Overby Hoberg, at han har det fint med, at hans arbejdsgiver vil se hans coronapas.
- Jeg synes, det har været et rigtig godt tiltag i forhold til den sikkerhed, som vi alle sammen nyder godt af, så vi kan færdes i samfundet uden risiko for smitte, siger elektrikeren, der ingen problemer har med at hive passet frem.
- Nej overhovedet ikke. Slet ikke. Mobilen er jo ved hånden nu om dage, så det spiller ingen rolle. Der kan selvfølgelig være noget omkring ældre mennesker, der ikke har adgang til den teknologi, men for os synes jeg ikke, det er et problem, siger Jesper Hoberg.
Før forslaget træder i kraft landet over, skal det vedtages i folketinget. Derfor forsøger regeringen at få folketinget til at hastebehandle forslaget.