Hospital oplever ekstrem travlhed efter første virus-smittet dansker
Både Aarhus Universitetshopsital og Sundhedsstyrelsen oplever ekstremt mange henvendelser fra borgere, der frygter at være smittet med coronavirus.
Torsdag morgen er det bekræftet, at den første dansker - en mand - er smittet af coronavirus efter en skiferie i Nordtalien i sidste uge.
Efterfølgende holdt Sundhedsminister Magnus Heunicke sammen med Statens Serum Institut et pressemøde om den første smittede dansker samt hvilke foranstaltninger, der nu bliver gjort.
Blandt andet har Statens Serum Institut sendt en manual til praktiserende læger i hele Danmark om, at de ikke skal tage imod personer med symptomer på coronavirus ind på deres klinikker. Derimod skal personer med symptomer ringe til deres praktiserende læge eller hospitalet.
Og netop den anbefaling har fået telefonerne på Aarhus Universitetshospital til at blive rødglødende.
- Vi har fået rigtig mange flere henvendelser fra praktiserende læger de seneste timer, og der er rigtig mange, der ringer ind, siger ledende overlæge på afdelingen Infektionssygdomme, Lars Østergaard, til TV2 ØSTJYLLAND.
Det store antal af henvendelser kommer også efter, at Sundhedsstyrelsen har udvidet deres retningslinjer til, at også danskere, der har opholdt sig i Norditalien inden for de seneste to uger, skal være opmærksomme på symptomer.
Symptomer på coronavirus
* Man kan være smittet uden at få symptomer. Hos de fleste begynder sygdommen med forkølelsessymptomer som snue med næseflåd, nysen og ondt i halsen, eventuelt ledsaget af lettere sygdomsfornemmelse og let feber.
* Oftest følges denne tilstand i løbet af et par dage af tilstoppet næse og hoste.
* I sjældne tilfælde kan coronavirus være årsag til luftvejsinfektioner som falsk strubehoste, bronkitis og lungebetændelse.
* Alvorlig sygdom ses især hos ældre og svækkede personer.
* Smitte overføres ved nys eller host eller indirekte kontakt i form af sekret fra hænder.
* Der er ingen behandling for infektion med coronavirus. Patienter kan hjælpes med medicinsk behandling for at lindre symptomer.
Kilde: Sundhedsstyrelsen
Det samme billede gør sig gældende hos Sundhedsstyrelsen. På deres hjemmeside skriver de:
- Vores telefoner kan ikke følge med. Vi får rigtig mange henvendelser på vores hovednummer, så det er ikke alle, der kommer igennem, og det kan lyde som om, der ikke er forbindelse, men der er hul igennem.
Derfor opfordrer de til, at man læser deres side med spørgsmål og svar om coronavirus, inden man ringer til dem.
Forventer flere smittede danskere
Efter at den første dansker er blevet smittet med coronavirus, må der forventes at komme flere tilfælde i den næste tid.
Det vurderer Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Vurderingen kommer, efter at en dansker natten til torsdag er blevet konstateret smittet med virusset. Personen er den første dansker til at blive testet positiv for coronavirus, som også går under navnet Covid-19.
- Efter udviklingen i Italien over weekenden, havde vi forventet snart at se tilfælde af Covid-19 i Danmark, så vi er ikke overraskede, og vi må forvente at se flere tilfælde i de kommende dage og uger, skriver Sundhedsstyrelsen.
Tilfældet med den smittede ændrer ikke på den aktuelle risikovurdering, som Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen udsendte tidligere i denne uge.
I den vurderes der at være en lav risiko for, at der vil komme udbredt smitte i Danmark, og lav risiko for at det danske sundhedsvæsen bliver udfordret.