Hospital slipper for besparelser - men klare krav følger med

Aarhus Universitetshospital får nu lukket hullet i kassen, men med det følger krav til antallet af operationer og økonomien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Tirsdag aften indgik politikerne i Region Midtjylland en aftale, som blandt andet løfter AUHs økonomi med i alt 214,3 mio. kr. i 2020. Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

Besparelser har længe været det helt store samtaleemne på Aarhus Universitetshospital.

Men nu ser det ud til, at det pressede personale kan vejre morgenluft.

Det regionsbudget, der faldt på plads i går, sikrer nemlig 214 mio. kr. til det hårdt prøvede supersygehus i Skejby.

Samtidig har partierne en intention om, at de 60,7 mio. kr., der mangler for at komme i balance, vil blive tilført i 2021, hvilket betyder, at man fjerner samtlige planlagte besparelser fra 2020 og frem.

VIDEO: Nu håber både patienter og medarbejdere, at de ekstra penge fra regionen kan rette op på alt for lang tid med travlhed, fyringer, uvished og aflyste operationer.

Pengene kommer med forventninger

Med tilførslen af de mange millioner kr. følger en række klare krav fra regionsrådets side.

- Det er klart, at når man giver så stor en pose penge, så følger der også nogle krav med, siger formand for Regionsrådet i Region Midtjylland Anders Kühnau (S).

Helt konkret betyder det, at der medio 2020 skal gennemføres mindst 1000 operationer om ugen på Aarhus Universitetshospital.

Vi er rigtig glade. Vi har længe kæmpet for, at der bliver tilført flere midler til de opgaver, vi er blevet stillet af regionsrådet.
Jacob Gøtzsche, fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer, AUH

Også regionsrådets næstformand forventer at se resultater.

- Med de her penge stiller vi krav til, at de skal nå et vist antal operationer. Jeg håber på, at humøret hos medarbejderne bliver lidt bedre, for det er afgørende for, at vi får behandlet nogle flere patienter for det, de fejler, siger Carsten Kissmeyer (V), 2. næstformand for regionsrådet i Region Midtjylland, til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: "Patienter skal opereres til tiden! Nu skal Aarhus Universitetshospital levere!" Så kontant er kravet fra Region Midtjylland, efter politikerne sent i aftes landede en ny aftale med en stor økonomisk håndsrækning til det hårdt prøvede supersygehus.

Et skridt i den rigtige retning

Nogle af dem, som nu forhåbentlig kan se frem til en mindre presset hverdag, er hospitalets sygeplejersker.

Hos dem falder udsigten til afskaffede besparelser i god jord.

- Vi er rigtig glade. Vi har længe kæmpet for, at der bliver tilført flere midler til de opgaver, vi er blevet stillet af regionsrådet, siger fællestillidsrepræsentanten for sygeplejersker og radiografer på AUH, Jacob Gøtzsche.

Ifølge fællestillidsrepræsentanten kommer pengene til at gøre en forskel.

- For vores sygeplejersker betyder det, at vi for en gangs skyld ikke skal til at tænke på flere besparelser, flere fyringsrunder og flere specialer, der skal nedlægges. Nu kan der blive rum til vores kerneopgave, nemlig at passe patienterne, siger Jacob Gøtzsche til TV2 ØSTJYLLAND.

Du kan læse hele budgetaftalen her.

VIDEO: Hospitalsdirektør Poul Blåbjerg fotæller, hvorvidt vi nu kan regne med, at det er slut med besparelser og aflyste operationer.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her