Indgreb hitter: Kvinder får flyttet fedt rundt på kroppen
Aros Privathospital laver stadig mere og mere kropsmodellering, hvor primært kvinder rykker rundt på fedtdepoterne
Kigger du dig selv i spejlet med gru? Synes du der er for meget fedt i bestemte områder? Ja, så er der flere veje du kan gå. En af dem er hård fysisk træning i et af landets mange fitnesscentre, men der er også en nemmere løsning, som efterhånden er blevet vældig populær.
Såkaldt kropsmodellering hitter hos blandt andre Aros Privathospital i Aarhus. I alt sin enkelhed går metoden ud på, at en plastikkirurg flytter fedt fra et sted til et andet. Ofte er det på lårene og maven, at folk ønsker at få fjernet fedtet, og så vil især kvinder have det to andre steder hen.
- De klassiske steder er barmen, og et andet område, der efterhånden er blevet populært, er balderne, fortæller plastikkirurg hos Aros Privathospital, Ole Momsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udover at metoden umiddelbart lyder rimelig smart, så er der også andre fordele ved kropsmodellering ifølge kirurgen.
- Det er mere skånsomt. Arrene er ikke til at få øje på, der er kun små prikker i huden, som ingen kan se efter et år, siger han.
Fra Ole Momsen lyder det, at han efterhånden har foretaget rigtig mange af disse indgreb.
- Et eksempel er en kvinde som fra fødslen har en dysfunktionel kropssammensætning. Hun har et stort understel og er meget slank foroven med en lille barm. Der kan en fedtsugning gøre meget, forklarer Ole Momsen.
Du kan lære mere om indgrebet i indslaget øverst på siden.