Jessica føler sig svigtet: Fyret en uge efter hun fik kræft

Jessica Simonsen føler, at hendes nu tidligere arbejdsgiver tramper på en, der ligger ned, efter hun blev fyret, kort efter hun fik konstateret kræft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Jessica Simonsen blev fyret fra Fitness World, kort efter hun havde fået konstateret kræft. Hun føler sig svigtet af arbejdsgiveren. Foto: Privat / Asger Ladefoged - Ritzau Scanpix

28-årige Jessica Simonsen fra Mårslet ved Aarhus gennemlever for tiden sit livs værste mareridt. Den 12. februar fik hun konstateret livmoderhalskræft, og blot en uge senere blev hun fyret fra sit job som assisterende centerleder hos Fitness World.

Jeg var ny og ville bevise mit værd. Kl. 10 fik jeg den hårde besked, men én time senere mødte jeg ind på job.
Jessica Simonsen, Mårslet

Hun er selv overbevist om, at kræftdiagnosen er årsagen til fyringen, mens Fitness World mener, at Jessica Simonsen og fitnesskædens afdeling i Scandinavian Center i Aarhus aldrig var et match.

- De vil selvfølgelig aldrig indrømme, at jeg blev fyret på grund af min sygdom, men jeg er 100 procent sikker på, at det er derfor. Jeg føler, de tramper på en, der ligger ned, siger Jessica Simonsen til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg føler mig så dårlig behandlet, og fyringen kom som et stort chok.

VIDEO: 18-årige Mia Frandsen fra Ebeltoft blev fyret for at spise en kanelsnegl. Få overblikket over den sag i indslaget her fra den 20. februar 2019.

Troede alt gik godt

Jessica Simonsen var indtil fyringen for to dage siden i gang med sin prøveperiode hos Fitness World, og derfor er hun blevet afskediget med øjeblikkelig virkning.

I den første tid hos fitnesskæden fik hun ifølge eget udsagn ingen indikationer på, at der ikke var det rette match mellem hende og de øvrige ansatte.

- Jeg har haft flere snakke tidligere med min chef, om hvordan det gik. Og der fik jeg kun at vide, at de var glade for mig. Jeg synes, at vi havde et fint forhold til hinanden, siger Jessica Simonsen.

Hun troede aldrig, at hun den dag i dag ville stå midt i sit livs mareridt. Heller ikke da hun i december var til en helt standard screening for livmoderhalskræft.

Mødte ind én time efter kræftbesked

I modsætning til mange gange før viste prøven, at der var svære celleforandringer, og den 12. februar fik hun så den hårde besked, at hun har livmoderhalskræft.

- Jeg besluttede mig dog for, at det ikke skulle påvirke min arbejdsindsats hos Fitness World. Jeg var ny og ville bevise mit værd. Kl. 10 fik jeg den hårde besked, men én time senere mødte jeg ind på job, fortæller Jessica Simonsen til TV2 ØSTJYLLAND.

De må da sikkert godt behandle mig sådan, men jeg synes, de mangler noget medmenneskelighed. Jeg føler mig svigtet.
Jessica Simonsen, Mårslet

I den uge hun nåede at være ansat i det aarhusianske fitnesscenter efter kræftdiagnosen, var hun fraværende to dage på grund af sygdommen. Den ene gang skulle til sin egen læge for at få information om det videre forløb.

Fyringen kom dog meget bag på den 28-årige kvinde.

Mangler medmenneskelighed

- Jeg kunne faktisk bedre forstå det, hvis jeg nu havde været sygemeldt i flere måneder og ikke kunne passe mit job. Men jeg føler ikke, at jeg har fået chancen for at bevise, jeg godt kan, siger hun.

Jessica Simonsen har ikke hørt mere fra Fitness World, efter hun blev bedt om at aflevere sine nøgler og navneskilt.

VIDEO: Syddjurs Kommune har fyret ansatte, der tidligere hjalp ældre med det administrative i forbindelse med aktiviteter. Den opgave skal de ældre nu selv klare, men det gider Inge Gleesborg Nielsen ikke. Indslaget er fra den 3. februar.

Hun har taget kontakt til sin fagforening, men grundet prøveperioden er hun ret sikker på, at fitnesskæden er i sin gode ret til at fyre hende på den måde, de har gjort.

- De må da sikkert godt behandle mig sådan, men jeg synes, de mangler noget medmenneskelighed. Jeg føler mig svigtet.

'Afskediger ikke på grund af sygdom'

Nu har hun så besluttet at sprede budskabet om, at det ikke er alle arbejdsgivere, der efter hendes mening behandler deres medarbejdere ordentligt.

TV2 ØSTJYLLAND har været i kontakt med Fitness World, der ikke ønsker at kommentere den konkrete sag, da den drejer sig om et ansættelsesforhold.

I Fitness World afskediger vi ikke folk på grund af sygdom.
Charlotte Nordland, presseansvarlig, Fitness World

Kæden har derfor blot en kort kommentar:

- I Fitness World afskediger vi ikke folk på grund af sygdom, siger den presseansvarlige Charlotte Nordland til TV2 ØSTJYLLAND.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her