Jørn Klinge stopper i AGF
AGF skal have ny kommerciel direktør
Jørn Klinge stopper i AGF den 30. april efter fire år i klubben som kommerciel direktør, da han har valgt at søge nye udfordringer.
Jørn Klinge tiltræder den 1. maj som salgs- og marketingsdirektør hos Verpan, der er en del af Frandsen Group.
- Der har budt sig en ny og spændende mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til, siger Jørn Klinge til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han fortæller, at han gennem de fire år i klubben har haft mange og spændende opgaver. Blandt andet har han lige forhandlet aftalen med Royal Unibrew på plads, så stadion kommer til at hedde Ceres Park, og at Ceres vender tilbage på AGF-trøjen.
- Det er en aftale, som jeg er meget glad for og stolt over. Jeg har gennem mine fire år i klubben arbejdet sammen med mange vigtige samarbejdspartnere og indgået mange aftaler. Det er summen af alt det, som skal være med til at sikre fundamentet i fremtiden, siger Jørn Klinge, der roser medarbejderstaben og frivillige, som har "leveret en fantastisk indsats."
Se: Ny AGF-trøje og gratis Ceres
- Fratrædelsen er foregået helt udramatisk, og jeg har haft en rigtig god tid i klubben med gode kollegaer. Jeg har fået en ny og spændende mulighed i min erhvervskarriere, som jeg har valgt at tage, siger Jørn Klinge.
Lars Fournais, bestyrelsesformand for AGF, takker Jørn Klinge for indsatsen i klubben.
- Jørn Klinge har professionaliseret hele vores kommercielle afdeling og de forskellige koncepter, vi tilbyder. Han har været drivkraften i en positiv udvikling, og det er vel at mærke sket i et vanskeligt marked med finanskrise. På bestyrelsens vegne vil jeg gerne takke ham for det samarbejde, vi har haft, og jeg har forståelse for, at han gerne vil prøve andre udfordringer i sit arbejdsliv, siger Lars Fournais i en pressemeddelelse.
AGF har endnu ikke en afløser klar, men arbejdet med at finde den rette person begynder nu.
- Jørn Klinge har løftet sponsorniveauet betydeligt i de fire år, han har haft ansvaret - og han sætter et flot punktum med den store aftale, han netop har indgået med Ceres. Vi har haft et glimrende samarbejde, og jeg ønsker ham alt mulig held og lykke med de nye, spændende udfordringer, han giver sig i kast med. Vi går nu i gang med at finde en afløser, der i samarbejde med vores dygtige salgsafdeling kan bygge videre på det stærke kommercielle fundament, vi har, siger Jacob Nielsen, der er direktør i AGF.
AGF tager hul på foråret i NordicBet Ligaen på søndag, hvor aarhusianerne møder AB på udebane.