Kommune laver nyt superplejehjem
Plejehjemmet er for borgere med demens. De tror og håber på, at det bliver en succes, men man kan altid gøre tingene bedre.
På mandag åbner et nyt demensspecialiseret plejehjem i Aarhus med i alt 125 boliger.
Det sker efter en tid, hvor standarden i ældreplejen har været stærkt omdiskuteret. Ikke mindst på grund af afsløringer af kritisable forhold i både Randers og Aarhus i TV 2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden'.
Mange husker sikkert klippet med 90-årige Else Marie Larsen, der hænger i en lift over sin seng og jamrer af smerte, mens hun bliver beordret af plejere til at lave afføring i sin seng. Det skete på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.
Aarhus Kommune har dog store forventninger til det nye plejehjem for demente, men siger samtidig, at man altid kan blive klogere hen ad vejen.
Kan du sige med ret stor sikkerhed, at I har gjort, hvad I kunne, for at det blev en succes?
- Det håber jeg, at jeg kan, og det forventer vi, at vi kan. Men man kan altid gøre tingene bedre, og man kan altid blive klogere hen ad vejen. Og der er sikkert også ting her, hvor vi finder ud af, at det var ikke så godt, siger Jette Skive (DF), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Hvis der nu opstår problemer, hvordan fanger I dem så?
- Der er tilsyn hele tiden - statsligt og kommunalt - så selvfølgelig holder vi øje med det, og så har vi nogle dygtige ledere, der er med på beatet, og personale, der også godt kan se, hvis der er noget, der trænger til at blive rettet, siger Jette Skive.
Helt nye forhold
Aarhus Kommunes nye demensspecialiserede plejehjem - kaldet Skovvang - erstatter det nuværende plejehjem DemensCentrum Aarhus. Med hjælp fra eksperter har kommunen indrettet det efter, hvad folk - der lider af demenssygdom - har brug for.
- Det hele er specialindrettet, efter man har den her sygdom. Og det har vi ikke haft før, så det kan ikke undgå at blive til glæde og gavn for de folk, der er ramt af det her, siger rådmanden.
Rådmand Jette Skive ønsker ikke at kommentere på de gamle sager, men vil i stedet at kigge fremad.
Formanden for pårørenderådet, Søren Seeberg Sørensen, er ikke bekymret - men spændt.
- Jeg synes, det er et fantastisk flot, arkitektonisk byggeri. Jeg er ikke så bekymret, men det kræver en indsats fra personalet og også fra de pårørende, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.