Kommune vil undersøge procedure for ansættelser efter voldssag

Aarhus Kommune er åben over for et styrket samarbejde med politiet, når det gælder om at udelukke "brodne kar" fra ansættelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aarhus Kommune vil nu se nærmere på procedurerne for ansættelser i det offentlige, så det bliver nemmere at opdage og sortere såkaldt "brodne kar" fra, inden de bliver ansat på eksempelvis et plejehjem.

Det sker, efter at en 60-årig mand angiveligt har begået flere tilfælde af vold og seksuelle krænkelser over for beboere og kolleger ved flere ansættelser i kommunens omsorgs- og sundhedssektor.

Det drejer sig om plejehjemmet på Jasminvej i Risskov, Thorsgården i Åbyhøj og specialplejehjemmet Skovvangen i Aarhus N.

TV2 Østjylland fortalte første gang om sagen den 5. marts og har siden haft flere opfølgende historier, hvor det blandt andet er kommet frem, at den mistænkte blev ansat på et plejehjem, selv om han 16 måneder tidligere var blevet tiltalt for vold.

Det har rejst spørgsmålet om, hvorfor kommunen ikke tjekker bedre op på, hvem de ansætter.

Ved du noget?

Har du oplysninger i sagen, vil TV2 Østjylland gerne høre fra dig. Kontakt lokalreporter Lasse Dieckmann på ladi@tv2oj.dk eller telefon 2843 1857.

Nødt til at skride til handling

Rådmand Christian Budde (V) fra Sundhed og Omsorg siger til TV2 Østjylland, at sagens alvor betyder, at man nu er nødt til at skride til handling.

Derfor vil man fra den 1. april indføre et referenceregister, der skal advare kommunale arbejdsgivere, hvis de er ved at ansætte en person, der tidligere har udvist grov pligtforsømmelse i et ansættelsesforhold i kommunen.

Et nyt spørgsmål er så, hvordan man vil forhindre, at folk bare hopper over til en anden kommune og søger job dér i stedet.

- Det er en problemstilling. Derfor kalder det her på handling og refleksion fra vores minister om, hvordan vi får en dialog med nabokommunerne. Jeg kan sige, at jeg allerede har fået en række henvendelser fra kommunale kollegaer i andre postnumre, siger Christian Budde.

Torsdag sagde retsordfører Tobias Grotkjær Elmstrøm fra Moderaterne til TV2 Østjylland, at han gerne ser en større dialog mellem kommunen og politiet.

Rådmanden fortæller, at han oplever, at der allerede er en god dialog med Østjyllands Politi, men at han er stor fortaler for øget samarbejde.

- Sådan en sag som den her maner jo til eftertanke. Er der noget, vi kan gøre bedre? Skal vi løbende have en endnu stærkere dialog? Det er jeg absolut nysgerrig på, og jeg hilser det velkomment, siger Christian Budde og slår fast, at kommunen vil gøre sit ypperste for at sikre, at den her ulykkelige sag ikke gentager sig.

Sagen mod den 60-årige sosu-hjælper begynder tirsdag den 12. marts ved Retten i Aarhus. Han nægter sig ifølge forsvarsadvokat Henrik Hougaard skyldig.

Vil du holde dig opdateret om denne sag? Tilmeld dig TV2 Østjyllands nyhedsbrev

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her