Nekrolog: Nu er der stille på Vimmersvej
Hitmageren og sangeren Flemming Bamse Jørgensen har skrevet sit sidste hit
I det nye år skulle Flemming Bamse Jørgensen have været en tur til USA for at indspille en ny rock- og country-cd. Det glædede han sig meget til.
Planen var, at der skulle udkomme en single til foråret og endnu en i sensommeren. Hele cd'en skulle udgives op til julen 2011.
Men planen blev ikke til noget.
Nytårsnat døde en af sværvægterne på den danske musikscene Flemming Bamse Jørgensen af et hjertestop. Sangskriveren, sangeren og kapelmesteren blev 63 år.
Åbnede døren til musikken
Det var en Louis Armstrong-koncert i Stadionhallen i Aarhus i 1957, der inspirerede Flemming Bamse Jørgensen til at spille trompet og dermed åbnedes døren til musikkens verden for ham.
- Jeg var bidt lige på stedet, har han fortalt efterfølgende.
Det var en klassekammerats mor, der syntes, at Bamse skulle med til koncerten, der ændrede hans livsbane.
Men det blev rigtig alvor, da han fik en plade af sin far med Little Richard og rockmusikken ændrede verden i 1960'erne.
Flemming Jørgensen er født i Randers, men er opvokset i Viby. Tilnavnet Bamse fik han, da han var trommeslager i Søværnets tamburkorps. Kælenavnet blev siden en del af hans officielle navn.
Skolen ikke bamse
Skolen var ikke lige Bamse, så han kom i lære som smed, og allerede mens han arbejdede i det fag, begyndte han at spille med sit orkester, Lee Perkings, i Hamburg.
Det var her, han fandt på de undersættelser, der siden blev et af hans varemærker. For eksempel var hittet "I en lille båd, der gynger" oprindeligt en amerikansk countrysang.
- Det kunne jo være lige meget, hvad vi sang i Tyskland, har han fortalt.
Flemming Bamse Jørgensen slog rigtigt igennem i 1970'erne med gruppen Bamses Venner, og populariteten har varet i over 35 år. I de år har Bamses Venner besøgt de fleste haller og forsamlingshuse i Danmark, og i gennemsnit er det blevet til nyt album og 100 koncerter om året.
Flemming Bamse Jørgensen har lavet folkekære hit som "Vimmersvej", "Venner kom og se" og op gennem 1970'erne og 1980'erne toppede gruppen med "Er du langsom i nat" og ikke mindst i 1978 med netop "I en lille båd der gynger". I 1980 vandt Bamses Venner det danske Melodi Grand Prix med sangen "Tænker altid på dig".
I ministerens halbal-kanon
Da Bamse fyldte 60 i 2007 skrev Jyllands-Postens Anders Lange, at mindst en snes af hans sange burde indlemmes i kulturministerens halbal-kanon.
Det er ikke sket, men udødelige er de alligevel. Foruden samarbejdet med sin gruppe har Bamse arbejdet som solist, og han
har lavet flere engelsksprogede cd'er med pop-, country- og jazzklassikere.
I 2005 blev det til "Be My Guest", hvor han synger duet med blandt andre Kim Larsen, Peter Belli, Etta Cameron og Cæcilie Nordby. I andre sammenhæng har han sunget duetter med Sanne Salomonsen og Lars H.U.G.
Men Flemming Bamse Jørgensen har ikke ladet det blive med musikken.
Han har haft flere filmroller, og i 1986 modtog han en Robert for årets mandlige birolle for sin medvirken i filmen "Ofelia kommer til byen" og i 1998 var han med i tv-julekalenderen "Brdr. Mortensens jul".
Også det lokale fodboldhold havde Bamses interesse. Allerede som fireårig havde hans far introduceret ham for holdet, og siden fulgte han AGF's op - og nedture.
Dystede med Karen og Mike Tramp
Sidst danskerne kunne nyde hans stemme og store viden om musik var i tv-programmet "Så det synger", hvor han dystede med Karen og Mike Tramp den 25. december om en gevinst til Børnenes Kontor.
For børnene skulle have flæskesteg og legetøj. Bamse boede i Risskov lidt uden for Aarhus med sin hustru Käte, med hvem han havde to voksne børn.